De hvide Dali-højttalere er små og lækre, og tager sig godt ud i stuen. Byggekvaliteten giver et tillidsvækkende indtryk, og det kan ses, at Dali har gjort lidt mere ud af Opticon 5. Det er en af grundene til, at de koster lidt mere. Når man tager stoffronten af, ser man både en almindelig diskant og en bånddiskant. Noget, der kan virke som livrem og seler, men det fungerer faktisk glimrende.
Dali kalder det hybriddiskant, fordi de kombinerer en stofmembran med en bånddiskkant. Sammen med en enlig bas-enhed giver det et meget åbent og opløst lydbillede, der er rigt på detaljer. Vokaler får et knivskarpt, men ikke for hårdt fokus.
Den runde diskant-enhed spiller op til 14 kHz, hvilket er næsten lige så højt som almindelige diskanter, mens den flade båndiskant gengiver de allerhøjeste toner. Dvs. overtoner over 14 kHz.
Lydkvalitet
Resultatet er, at London Grammars “Hey Now” lyder fornemt, og det er ikke kun vokalen – som Geir siger, er guitarspillet meget sprødt. Instrumenterne i mellemtonen er knivskarpt fokuseret og glasklart gengivet. Opticon 5 har fremragende opløsning og er mere luftige i diskanten end de fleste højttalere til samme pris, vi har testet.

Bassen er heller ikke dårlig. Den er voluminøs, og på David Bowies “Lazarus” lyder stortrommen fyldigt og mægtigt. Men ikke alt er fryd og gammen. F.eks. kunne lilletrommen have været endnu skarpere gengivet. For der er ikke lige så meget knald på mellembassen i Dalis højttalere. De lyder langtfra tyndt, men mangler lidt energi i det øvre basområde.
Det mærkes ikke kun på de mindste trommer – og lilletrommen – men også på stemmer. Især mandlige vokaler, der mister noget af deres fylde, varme og fundament. Flygelsporet hos Dena Piano Duo lyder simpelthen tyndt. Det er dejlig fokuseret, det er ikke det, men testpanelet savner både klang og fundament i mellembassen.
Konklusion
Dalis højttalere lyder friskt og langtfra kedeligt, især fordi de er så åbne og gennemsigtige, men de mangler lidt realisme i mellemtone og bas. Spørgsmålet er, om ikke Opticon 6 med to bas-enheder er et bedre valg.