8 billige og stuevenlige gulvhøjttalere

Stilfuld stuelyd

Lyst til bas, som ikke tager plads? Disse billige gulvhøjttalere passer perfekt til dig, som vil have heftig lyd uden at lave stuen om til et lydstudie.

Gulvhøyttalere oppslag

Vi kender alle situationen: Du har lige nyindrettet stuen, fået et nyt og elegant sofasæt, som matcher stuebordet, som matcher skænken, som matcher tv-bordet, som igen matcher gardinerne … Der er bare ét problem: højttalerne! De store kasser, du købte for dine konfirmationspenge, ser pludselig ikke så stilige ud, og der er behov for en mere diskret løsning, som fortsat giver god lyd.

Løsningen for mange bliver en simpel iPod-højttaler eller måske to små kompakthøjttalere. Desværre bliver lyden fra disse aldrig helt som fra store gulvhøjttalere, og mange vil nok savne den heftige basgengivelse og lydtrykket fra deres gamle højttalere. Så er de moderne, kompakte gulvhøjttalere et bedre valg.

Mere lyd for pengene
Små gulvhøjttalere tager lidt ekstra gulvplads, men har den åbenlyse fordel, at kabinettet går “helt ned” og giver plads til ekstra højttalerelementer. Det kan faktisk være bedre økonomi i at vælge en gulvhøjttaler frem en lille kompakthøjttaler – særlig hvis du er glad for at spille højt og kan lide at invitere til fest. Med flere højttalerelementer og med større kassevolumen øges effektiviteten betragteligt i forhold til en lille stativhøjttaler. Det betyder, at du kan spille højere og renere med færre watt fra forstærkeren. Og det er særlig vigtigt i surround-sammenhæng, hvor forstærkeren skal drive op til syv højttalere samtidig!

Testen
Denne gang har vi udvalgt otte højttalermodeller, som alle er relativt kompakte og pæne at se på. Vi har som sædvanlig lagt allermest vægt på lydkvaliteten, men egenskaber som udseende, kompakt facon og placeringsvenlighed er også taget med blandt kriterierne. Ud fra disse kriterier endte vi med otte forskellige højttalermodeller til mellem 4.000 og 6.000 kroner. Fællesnævneren for dem er, at de er slanke og kompakte og kan leveres i forskellige farver som hvid og sort samt i forskellige træsorter. Samtlige højttalere i testen kan udvides fra stereo til hjemmebiograf med matchende subwoofer, center- og baghøjttalere.

Sådan tester vi
Højttalerne er testet under kontrollerede forhold i Lyd & Billede/GEARs eget lytterum. Højttalerne har fået en indspilningstid på minimum tre døgn før kritisk lytning, og vi har kørt et testsignal gennem højttalerne for at forvisse os om, at de holder ens lydniveau under sammenligningen. Således undgår vi, at en højttaler, som spiller højere, automatisk lyder “klarere” eller bedre. Denne fremgangsmåde giver os samtidig et vink om, hvor let drevne de forskellige højttalere er.

Referenceforstærkeren var NAD’s nye digitalforstærker C390DD. Med en kraftig forstærker som den undgår vi, at effektbegrænsninger slår negativt ud i sammenligningen af højttalerne. Vi har testet med varieret musik af akustisk, vokal, rock og elektronisk art. Målet er at finde den mest placeringsvenlige og vellydende gulvhøjttaler mellem 4.000 og 6.000 kroner.

Læs videre
Exit mobile version