De slanke Saxo 30 er bare 13 cm brede, hvilket gør dem meget placeringsvenlige og diskrete og en sikker vinder blandt de interiørbevidste. De har også lydmæssige fordele, da et slankt kabinet reflekterer og forvrænger lyden fra højttalerelementerne mindre end en stor “ladeport”. Ulempen er lille volumen, hvilket gør en dyb basgengivelse vanskelig. Så de små 4 tommers mellemtonebasser er ikke valgt for deres dybbas-egenskaber, men snarere for deres hurtighed fra mellembassen og op over i mellemtonen.
Det slår os fra første takt, at højttalerne er meget rytmiske og hurtige. Og selv om bassen på norske Maria Solheims “Blue Painting” med fordel kunne have gået endnu dybere, er de tonale egenskaber på plads. Der er godt attack i anslagene, og Marias stemme er godt plantet i midten af det hele. Der er ingen maskeringer i mellemtonen her og ingen styg pukkel i øvre bas – noget, som gør, at stemmerne kommer godt frem.
Det gælder også på Totos rockperle “I Will Remember”, som genskabes med et stort lydbillede med masser luft. Vi har hørt diskantgengivelse med endnu mere luft, men som en helhed lyder SA-højttalerne bedre end meget andet. Den energiske, men lidt tynde bas gør, at de desuden er et meget godt udgangspunkt med en subwoofer i f.eks. en hjemmebiograf-opsætning.