Sony SA-NS510

Bærbare partyhøjttalere

En sjov batteridrivet højttaler med rundstrålende lyd, som kan spille fra mange kilder.

Sony SA NS510

Sonys små netværkshøjttalere er åbenbart tænkt at kunne flyttes rundt i forskellige rum og spille musik trådløst. Det starter med billige NS310, går via storebror NS410, og så er der topmodellen NS510, som i modsætning til de øvrige har batteridrift. Formen og den kraftige bas gør, at den føles mest naturlig på gulvet, hvor den rundstrålende lyd måske også bedst kommer til sin ret. På toppen findes desuden den storartede – og som bærehåndtag forklædte – basport, foruden statuslamper og valg af kilde. Det sjoveste navn har Party-knappen, som forbinder alle netværkshøjttalere, så de spiller samme musik.

Takket være indstillings-apps til iOS og Android er det let at indstille højttaleren til netværket, og hvis man ikke vil bruge AirPlay, findes der også musik-apps til begge systemer. Så kan man afspille sin egen musik, anvende Sonys Music Unlimited eller en netværksdisk som kilde. Der findes også en AUX-indgang for tilslutning af valgfri musikkilde.

Med tanke på udformningen er NS510 næppe en højttaler, man tager med sig ud; uden batteridrift er den primært til at bære rundt i hjemmet eller muligvis til festen. Og som partyhøjttaler fungerer den godt. Den har måske ikke verdens mest raffinerede lyd, men den spiller rent og har gode basressourcer. Stiller man den under bordet, så flagrer det i buksebenene. Vi har svært ved at se, hvordan denne type højttaler skal kunne anvendes til at sidde alene og fordybe sig i jazzmusik, så hvordan den lyder, er egentlig ikke interessant. Man får musik i flere rum, det lyder højt, og man får lyst til at danse.

Konklusion
Sonys serie af netværkshøjttalere føles som et forsøg på at komme ind på Sonos’ multirumsmarked. Man bør derfor se NS510 som en af flere højttalere, man har hjemme, og det er den, man tager frem, når der er fest. Den rundstrålende lyd gør, at folk kan gå rundt i rummet og få samme baspumpende lydoplevelse. Og når gæsterne flytter ud i køkkenet, kan du takket være batteridriften tage den med dig. Hvis man ikke har brug for batteridrift, kan man spare en tusindlap og købe NS410 i stedet.

Læs videre
Exit mobile version