Fra svenske Sudio har vi tidligere kun set høretelefoner i forskellig udformning, og vi har testet deres in-ear hørepropper. F.eks. de flotte Sudio Vasa Blå. Nu har de også kastet sig over højttalere i form af den bærbare og batteridrevne Sudio Femtio.

Konstruktion og betjening
Ligesom de nævnte hørepropper ser Femtio rigtig godt ud på billeder. Men i modsætning til Vasa er det ikke indtrykket, når man ser den i virkeligheden. I hvert fald ikke den Antracit-model, vi fik, som har noget, der skal forestille kobber, i enderne. Når man opdager, at det er plastic, falder hele kvalitetsindtrykket.
Den virker også lidt skrøbelig. Noget, der modsiges af det faktum, at den er IPX6-certificeret, hvilket betyder, at den kan tåle at blive skyllet med vand. Vi forstår heller ikke den lille fod. En bærbar højttaler stiller man jo hvor som helst og ikke nødvendigvis på et fladt underlag.
Det er ikke let at se, hvad de små knapper på toppen gør, men i det mindste er de lette at finde med fingeren. En række lysdioder på foden viser, at den er tændt, og hvor meget batteri der er tilbage. Det holder i 14 timer, hvilket er mere end godkendt. Men det er lidt mærkeligt, at det tager op til fire timer at lade den op trods USB-C-stik. Vi savner også en app til at justere lyden.

Lydkvalitet
Det havde ellers været rart, for lyden er ubalanceret og ville have haft godt af en mere neutral EQ. Man kan sagtens skrue pænt op, og bassen går dybt. Men det bliver hurtigt for meget af det gode, og så kommer der rumklang på. Der mangler også dynamik, hvis man forsøger sig med mere kompliceret musik.
En redning kan være at parkoble to styk, så man får lydstyrken op på et mere fornuftigt niveau.
Konklusion
Med deres første trådløse højttaler sigter Sudio mod stjernerne, men lander i trætoppene.
De forsøger sig med et eksklusivt design, men bruger billige materialer, der ødelægger indtrykket. Den er ganske vist resistent, men virker skrøbelig. Den har god batterilevetid og USB-C, men oplader langsomt. Og den kan parkobles for større lyd, men får rumklang på, hvis man skruer for meget op for lyden med bastung musik.