REL Acoustics S/5

Bedst til musik

Så snart denne subwoofer blev tilsluttet, kunne vi høre, at den sad lige i skabet.

RELs5 990

Walisiske REL er en rendyrket subwoofer-producent. I stedet for digital højteknologi og overdådige forstærkere har REL en mere puristisk tilgang. Det har traditionelt gjort deres subs til fremragende musikformidlere.

Den meget lækre REL S/5 har et 12 tommers aktivt element i aluminium, som vender fremad, mens en 12 tommers passiv radiator i bunden udligner trykforskelle.

Subwooferen har hverken fjernbetjening eller display. Derimod har den mulighed for trådløs lydoverførsel, hvis man køber senderen LongBow ved siden af.

I ægte REL-stil er der både almindelige RCA- og højniveau-indgange, som kobles til forstærkerens højttalerudgange. Det skulle give bedre dynamik på musik i stereo. Volumen kan indstilles på begge indgange uafhængigt af hinanden.

Lydkvalitet
Det slår os straks, hvor uanstrengt S/5 er til musik i stereo. Bassen på Nicole Atkins’ “Dancing in the Dark” er meget sammenhængende og synkroniseret med resten af lydbilledet. Kontrabassen på Jan Johanssons Jazz på svenska lyder mere sprødt og detaljeret end både Dali og Velodyne. Bassen ligger klippefast og bare udfylder lydbilledet – præcis som den skal.

REL kan også spille rytmisk. Daft Punk gengives med meget uanstrengte og heftige basrytmer, og der er noget meget selvfølgeligt og arrogant over det hele.

Hiphop-nummeret “Rack City” med Tyga har dybere rytmer, og det understreger REL. Men her bliver det faktisk lidt for hedt for sub’en, når vi skruer op for volumen, og den begynder at skurre. Det er ganske højt, men ingen af de andre subs i testen bryder op på denne måde. Vi ved, at REL er helt uden filtrering af de dybeste bastoner, hvilket både kan forklare den ellers rene og ubesværede baslyd, og at elementet kommer i for store svingninger og havner uden for sin komfortzone på visse lydklip.

Vi oplever det samme med filmen The Maze Runner. Saftige baseffekter, som S/5 for det meste følger rigtig fint med på. Men indimellem kammer det over. Ved både moderat og temmelig højt lydtryk er der ingen fare, men skruer man op til fuldt THX-referenceniveau, er der en risiko for, at subwooferen mister pusten.

Konklusion
REL Acoustics S/5 stortrives virkelig med alle slags musik. Tonalt er den så god, at bassen integreres i lydbilledet på den mest naturlige måde. Man kan især på kontrabas og klaver høre, at bastonerne bare understøtter de andre toner og ikke lever deres eget liv. Subwooferen kan også lyde sejt og slå hårdt rytmisk, både på film og musik. Men hvis tonerne bliver for dybe, bryder den op i forvrængning, når der spilles højt.

Læs videre
Exit mobile version