Megaboom er – som navnet antyder – den største, dyreste og mest højlydte i Logitechs bærbare festhøjttalerserie. Selv om den ikke virker lige så luksuriøs som Beoplay A1, kan man ikke klage over byggekvaliteten. Den er faktisk så robust, at det er den eneste i testen, der er vandtæt.
Størrelsen er i samme klasse som Zipp Mini, altså en af de største i testen. UE har formået at sætte et batteri i, der holder dobbelt så længe som Libratones. Den fås i en række sprælske farver.
Under gummiet på oversiden gemmer tænd/sluk-knappen og Bluetooth-parringsknappen sig, men det er nemmere med NFC. På den ene side sidder to overtydelige volumenknapper.
Det er dog i app’en, man finder alt det sjove. Ud over equalizer er der vækkeur samt fjernbetjening til at tænde for højttaleren. Men frem for alt mulighed for at forbinde op til 208 (!) højttalere for at få virkelig imponerende lyd. Og Logitech udsender løbende ny software med nye funktioner.
Som forventet er lyden lige så sej og massiv, som den skal være for sådan en højttaler. Der er masser af kræfter, og bassen er virkelig kontant, også selv om den ikke når ned til de allerlaveste frekvenser.
Men det er ikke gået ud over kvaliteten. Megaboom har en meget tydelig mellemtone med gode detaljer. Lyden er temmelig stor med en fyldig klang, og der er godt med dynamik. Med equalizeren kan man trimme lyden, så den passer til musikken.
Konklusion
UE Megaboom er som skabt til sommerens udendørsfester. Den er vandtæt, så man ikke behøver at være bange for at tage den med til stranden. Batteriet holder hele dagen. Og den har ressourcer nok til, at alle kan høre musikken. Hvis ikke kan man koble flere sammen og få endnu mere lyd.
Her er dog ikke kun muskler, men også finesse, for Megaboom lyder aldeles glimrende. Lad strandfesten begynde!