Hverken Logitech eller Ultimate Ears (UE) har lavet sådanne højttalere før, hvilket er en smule bekymrende. Designet er i det mindste vellykket. Den buede form føles behagelig og for en gangs skyld ikke som en imitation af noget andet. På den blanke overside sidder to diskrete knapper, hvor man kan tænde for apparatet og slå lyden fra, og et kønt rat til at ændre volumen. En skjult iPod-dock findes i bunden, og ved at tilslutte sin iPod dér kan man med Logitechs app let installere apparatet i netværket. Ved hjælp af den kan man justere bas og diskant samt opdatere den indbyggede software.
Vi fandt, at lyden var helt okay direkte ud af æsken med de indstillinger, der var. Man kan spille ganske højt, uden at det bliver noget problem. Man får ganske vist ingen dyb bas, men den lyder i hvert fald ikke dårlig. Det er en meget dynamisk og underholdende lyd, som lader musikken komme til sin ret, både til fest og i hverdagen.
Konklusion
Første forsøg på en dyrere højttaler fra en producent af budgethøjttalere i samarbejde med en producent af dyre hovedtelefoner – kan det blive godt? Svaret er helt enkelt ja. Det er en pæn højttaler, som er nem at installere og bruge. Og lyden er faktisk ikke bare over forventet, den er helt i klasse med de bedste højttalere i testen og desuden til en lavere pris. Det er så imponerende, at vi glædeligt giver en udmærkelse til Logitech UE Air. Og ser frem til det næste resultat af samarbejdet.