Audio Pro Addon T12

Festaber i civil

Det ligner letsindig omgang med naturlovene, når de små Addon T12 fylder rummet med fuldfed bas. Hvis musikken handler om fest og farver, er de i top.

Addon T12

Svenske Audio Pro har mange års erfaring med stor bas fra små højttalere. Og de her er ingen undtagelse. Firmaet blev kendt for deres banebrydende B2-50 subwoofer i slutningen af 1970’erne. Dengang blev miraklerne skabt ved hjælp af forstærkere med negativ udgangsimpedans. I dag bruges digitale signalprocessorer (DSP) til at trylle med fysikkens love.

Højttalerne ser utrolig små ud. I virkeligheden er alle i testen næsten identiske i størrelse, og det vil sige meget små. Ud over den store basport er der en analog line-indgang (mini-jack) og en optisk digitalindgang til f.eks. tv eller spilkonsol. En USB-bøsning gør det let at oplade en mobil eller tablet. Der er også en subwoofer-udgang, selv om den strengt taget er overflødig.

Det første, man lægger mærke til på Audio Pro Addon T12, er bassen. Den er god, og den serveres i så store mængder, at det virker naturstridigt. Det må have krævet et solidt skud DSP-kraft at få den proppet ind i de bittesmå kasser.

Addon T12 er i sit es på rytmisk musik og electronica, hvor energi tæller mere end nuancering. Gorillaz’ “On Melancholy Hill” og Natasjas “One Spliff a Day” fylder stuen til bristepunktet med bas, og hvis du bor i etagebyggeri, siger underboerne sandsynligvis stop, før volumenkontrollen gør det.

Med sådan en præstation er det fristende at pudse højttalerne på decideret umulige opgaver som dubstep-prøvelserne “Ghosts ’n’ Stuff” og “Limit to Your Love”, hvor der er fuld tryk på hele vejen ned til høregrænsen. Også det slipper de godt fra, med membranudsving, der skal måles i centimeter – og med en højlydt hvæsen fra den brede, lave basport på bagsiden!

Musikken kommer helt frem foran højttalerne på en medrivende måde, men nuanceringen i mellemtonen kunne godt være bedre. I Styx’ “Boat On the River” bliver stemmen anstrengt, når hele orkesteret sætter ind.

Læs videre
Exit mobile version