SA saxo 3 active

Lyder fint, men …

SA har finjusteret deres saxo-serie, og saxo 3 active har fået pladespillerindgang.

SA Saxo3 Active 36854

(Foto: Producent)

SA eller System Audio, som vi også kender dem som, er kendt for deres slanke, men energiske højttalere. saxo-serien – deres mest overkommelige – har gang på gang imponeret os med strålende dynamik og høj underholdningsfaktor kombineret med gode hi-fi-kvaliteter.

saxo 3 active tager over for saxo 1 active. Blandt opgraderingerne finder man såkaldt adaptiv basgengivelse, som – når den er aktiveret – justerer bassen efter, hvor højt man spiller. I praksis giver det mere fyldig lyd ved lav volumen. Desuden er der endelig kommet pladespillerindgang.

Bluetooth-tilslutningen understøtter bedre lyd med aptX (Android) og AAC (iOS), og hvis du aktiverer Autosense-funktionen, kan højttalerne selv opdage, når din mobil er i rummet, og automatisk oprette forbindelse med Bluetooth.

SA Saxo3 Active rear 36853
(Foto: Producent)

Lydkvalitet

Hvor Klipsch R-14PM lyder meget energisk, men har en anelse tynd bas, er det nærmest omvendt med SA saxo 3 active. De har en meget fyldig basgengivelse, som giver bas-instrumenter et større fundament og tilfører mere dybde til lydbilledet. På Eminems rap-klassiker “Without Me” er det, som om stortrommen er vokset i størrelse, og hvor stemmen tenderer lidt i retning af det nasale hos Klipsch, er den mere behersket hos SA.

Der er en stor, fin klang i klaveret på jazznummeret “What’s New”. Der er ikke noget at udsætte på formatet i bassen, og derfor virker den adaptive basgengivelse overflødig, da der er mere end fylde nok i bunden i forvejen – også på lav volumen.

Der, hvor det skorter lidt, er i den øvre del af frekvensregisteret. Mathias Eicks trompet lyder lidt mørkt, og Elvira Nicholaisens stemme er ikke helt åben nok. Der er mere fokus nedad i stemmens resonansområde, og der mangler snert i tangentanslagene.

SA Saxo1 Active AdaptiveBass 36852
(Foto: Producent)

Konklusion

SA saxo 3 active lyder stort og frodigt med god fylde i bassen. Det lyder fint og behersket; det, vi savner, er mere aggression fra mellemtonen og opad. Det bliver lidt forsigtigt, og desuden er der lidt for meget fokus i basområdet i forhold til mellemtoneregisteret. Hvis højttalerne placeres i en bogreol, kommer der endnu mere bas, så de trives bedst på standere.

Højttalerne gør, hvad man forventer af trådløse højttalere i prisklassen, men der skal lidt mere til, før de virkelig fænger. Vi glæder os at teste storebror saxo 7 active!

Læs videre
Exit mobile version