Denne højttaler findes faktisk i to versioner, hvilket er vigtigt at bemærke. Den ene har opladeligt batteri og kan spille i op til 25 timer. Den anden, AC-udgaven, skal tilsluttes strøm og er lidt billigere.

Strømadapteren har dog den fordel, at den leverer lidt mere kraft og bedre kontrol ved højt lydniveau. Men medmindre man har en meget lang forlængerledning, er den ikke just praktisk at flytte rundt på.

Højttaleren er den største i denne test, men heldigvis udstyret med store hjul og håndtag hele vejen rundt på toppen, som gør den nem at rulle.

Som det sig hør og bør i denne klasse, er der blinkende lys, der pulserer i takt med musikken, og det stænksikre toppanel har knapper og kontakter til næsten alt – herunder to knapper med ULT-funktioner: én for mere bas-tryk (Attack) og én for dybere bas (Deep Bass).

Alt kan styres via Sony Sound Connect-app’en, hvor du også finder en 10-bånds equalizer til at justere lydbilledet.

Der er indgange til mikrofon og guitar, med separat volumenstyring, og højttaleren leveres endda med optisk kabel, så den kan kobles til et TV. Der findes også en særlig TV-lydtilstand, som prioriterer tydelig tale og dæmper den bombastiske bas under afspilning af film og serier.

Partyfaktor

Med en 32 x 32 cm stort firkantet basenhed og to massive basporte leverer Sony-højttaleren et ekstremt bastryk. Partyfaktoren er ikke til at tage fejl af – ULT Tower 9 fylder rummet med et kæmpe lydbillede og overbevisende dynamisk kontrast.

Den kan uden videre fylde et stort lokale – eller hele parken – med musik lige til daggry. Batteriversionen spiller i op til 25 timer, hvilket burde være nok til de fleste arrangementer.

Den tidligere version i ULT-serien lød allerede vildt imponerende. Den leverede et lydtryk af en anden verden, og spillede bas med en autoritet vi sjældent hører fra en partyhøjttaler. Lydbilledet var måske nok en smule farvet, men Sony ULT Tower 9 er en forbedring.

Det virker, som om Sony har sat sig for at vippe JBL PartyBox Ultimate af tronen – og med Tower 9 ser det ud til at kunne lykkes. Den har alle de funktioner og effekter, man kunne ønske sig, og et lydtryk der matcher.

Når Paloma Faiths Bad Woman brager ud, mærker man bassen hamre i kroppen – og har man ikke lyst til at danse, så er det ikke højttalerens skyld.

The Black Keys’ Man On A Mission er vildt engagerende, og selv Bruno Mars’ kaotiske Bonde do Brunaō bliver håndteret forbilledligt. Tower 9 er nok ikke det oplagte valg til klavermusik – mellemtoneområdet er for slankt og lidt farvet – men det er jo næppe heller dét, man vælger en partyhøjttaler til.