Sonys partyhøjttalere er blevet bedre for hver generation, og SRS-XV500 er ingen undtagelse. Den tilhører den nyeste generation, og det er ikke kun designet, der har fået en overhaling.
Højttaleren måler lidt over en halv meter og har et indbygget batteri, der holder til hele 25 timers musik. Som man forventer i denne klasse, er der også indbygget lys, der pulserer og skifter farve i takt med musikken. Den er desuden sprøjtesikker og har et bærehåndtag, som gør den nem at flytte rundt. Med Sonys Mega Bass-funktion kan du forstærke bassen med et enkelt tryk.
Den trådløse Sony-højttaler kan parres med en ekstra højttaler for stereolyd, og med funktionen Party Connect kan op til 100 enheder kobles sammen og spille i fællesskab. Musikken styres nemt via Sony-app’en eller via kontrolpanelet på toppen, hvor en stor berøringsflade gør det let at justere lydstyrken og starte/stoppe musikken.
Her kan du også aktivere/deaktivere Mega Bass og lysshowet, og en praktisk rille på toppen fungerer som holder til tablet eller mobil.
På bagsiden finder man to indgange til mikrofon eller guitar, med separate volumen-knapper til begge. Derudover findes en analog indgang til eksterne lydkilder og en USB-port til opladning af mobiltelefon.
Partyfaktor
Lyden fra denne kompakte Sony-højttaler er velafbalanceret, og med Mega Bass aktiveret får man mere end nok tryk i bassen. Lydbilledet er råt og kontant – uden forvrængning og uden at lyde hverken skingert eller buldrende.
Man on a Mission af The Black Keys lyder balanceret og engagerende, men selv med ekstra bas løfter den ikke Bad Woman af Paloma Faith op på samme festniveau som Soundcore-højttaleren gjorde. Partyfaktoren er en tand lavere her – men du kan stadig mærke bassen i mellemgulvet. Højttaleren sænker dog trykket lidt, når lydstyrken skrues helt op.
