Mens Pioneer og Denon var tidligt ude med AirPlay i deres produkter, lancerede Yamaha noget, de kaldte Music Play. Hensigten var, at brugere af smartphones og tablets skulle kunne få bekvemligheden fra AirPlay via Yamahas fjernkontrol-app AV Controller, men at man ikke var begrænset til produkter fra Apple. Desuden sender Music Play musikken helt ukomprimeret, mens AirPlay konverterer til Apple Lossless, før det streames gennem luften, for at bruge mindre båndbredde. Yamaha argumenterede for, at det gav bedre lyd, mens andre mente, at dette ikke kunne dokumenteres. Med de nye receivere kan vi vælge. De har nemlig både AirPlay og Music Play, så er det op til hver enkelt, hvad man vil bruge.
RV-V572 har fire HDMI-indgange, hvilket er nok for de fleste, men i den lave ende for andre. Der er heller ingen HDMI-indgang i front for dem, som vil tilslutte et digitalkamera. Receiveren understøtter 4K-signaler, men opskalerer ikke lavere opløsning til 4K.
Opsætningsmenuen er nem at forholde sig til. Menuen lægger sig over skærmbilledet, og alt ligger logisk placeret under hver sin hovedmenu, så man slipper for at lede efter funktionerne. Auto-opsætningen er også enkel og god.
Lydkvaliteten
Der er godt med tryk i filmoplevelserne. Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2 på Blu-ray engagerer godt med trolddom og eksplosioner i alle kanaler. Dialogerne er ikke helt så åbne som med Pioneer, og det er ikke lige så raffineret i overtonerne som med Denon. Men når det gælder tryk og engagement, er Yamaha-receiveren et hak mere barsk, for den har meget barsk energi i mellembassen, som er den del af basområdet, hvor vi bedst opfatter takt og fasthed. Man kan skrue op og spillere højere, før det lyder skarpt. Desuden er der nok raffinement til at give et stort og åbent lydbillede. Jeg føler, at Direct-lydmodus giver et fyldigere og mere klangkomplekst lydbillede end med EQ-korrektion med vores referencehøjttalere i vores testrum, men det vil variere fra rum til rum og fra højttaler til højttaler.
Klassisk musik i surround lyder lidt mindre raffineret end med Denon og Pioneer. Ola Gjeilos flygel har lidt mindre luft omkring hver tone end med de to andre, og snerten i Pioneer har Yamaha flyttet lidt ned i frekvens. Klangen er dermed lidt mørkere.
Musik i stereo bærer præg af god rytmik, specielt med bi-amping. Elektronisk og rockende musik får det tryk, det har brug for, og man kan skrue ganske højt op, uden at det bliver ubehageligt. Både AirPlay og Yamahas egen Music Play-funktion er let i brug. Music Play lyder lidt bedre, men om det er, fordi musikken sendes helt ukomprimeret, eller om det er Yamahas forskellige processering af de to formater, der har skylden, skal jeg ikke spekulere i. Men det lyder lidt forskelligt med lidt mere dynamik og tekstur med Music Play.
Konklusion
Yamaha RX-V573 er en billig receiver, som gør det godt. Endelig har Yamaha fået AirPlay, og receiveren lyder desuden glimrende. Specielt med tanke på prissedlen! Små mangler her og der på overtoner og mikrodynamik kan være en skuffelse for de mest kræsne, men receiveren engagerer så meget på film og mere rytmisk musik – som trods alt er, hvad de fleste af os skal bruge den til – at det straks er tilgivet. Det her er måske den mest underholdende receiver til under 5.000 kroner. Specielt hvis du bi-amper fronthøjttalerne.