Soundbaren fra Samsung har rør i forforstærkertrinet for at give ekstra varme og fylde i lyden. Den kan sættes op som en del af Samsungs trådløse multirums lydsystem WAM. Dermed kan man spille film og musik i andre rum samtidig med stuen.
HW-H750 er sort – hvis man vil have den i sølv, hedder den HW-H751. Den kan afspille musikfiler fra USB-nøgle, men med den begrænsede overskuelighed i det lille display er det nok bedre at bruge Bluetooth, så musikken kan styres direkte fra smartphone eller tablet.
Én kilde kan sluttes til HDMI-indgangen, eller flere kilder kan sluttes til tv’et, som så kobles til soundbaren via Bluetooth. Eller brug lydreturkanalen fra tv’et.
Film lyder rigtig godt, og dialogerne er klare med god resonans. Vi får et godt indtryk af surround, bedre end med Klipsch og omtrent det samme som med LG LAB540. Man kan høre noget støj fra højttalerne, når Blu-ray-afspilleren er på pause, men ikke når den stoppes helt eller er på play. Jeg er ikke sikker på, hvad det skyldes.
Musik i stereo lyder fint og sammenhængende. Opløsningen i overtonerne er ikke lige så god som med Cantons lydsokkel, men Samsungs subwoofer giver nogle fordele ved musik af den tungere slags. Samsung kan spille temmelig højt, ikke så langt fra Klipschs lydsokkel. Alt i alt en rigtig god soundbar.