Q Acoustics Media 4 er fysisk meget dyb af en soundbar at være for at gøre plads til et bas-element på undersiden. Alligevel er den beregnet til vægmontering, og vægbeslag medfølger.
Ud over optisk digitalindgang er der to analoge samt Bluetooth-streaming med den lydforbedrende aptX codec og supernem NFC-tilslutning. HDMI glimrer ved sit fravær, så digital tilkobling må ske optisk. Hvis man vil have mere bas end fra det indbyggede bas-element, er der en subwoofer-udgang.
Den lillebitte fjernbetjening i plast kan man næppe finde igen, hvis den bliver væk, men indtil da kan den styre volumen og vælge lydkilde. Det gør brugen super nem, men man har ingen indstillingsmuligheder.
Dialoger på film lyder stort og uanstrengt. Media 4 har god kontrol over alt, hvad der sker, og der er ikke nogen frekvensområder, der stikker ud. Media 4 har ingen surround-effekt, så lydbilledet fra filmen er ganske fladt. Ligesom på Orbitsound er lydniveauet også her begrænset. Soundbaren burde have haft højere gain for at kompensere for eventuelle lave lydspor. Mange Blu-ray-film har f.eks. lavere lyd på deres Dolby Digital- og dts-lydspor end på HD-lydsporene, der ikke kan overføres via optisk kabel.
Musik i stereo bliver til gengæld højt nok. Rytmisk musik lyder rimelig sejt, men der mangler lidt opløsning i toppen til finlytning af akustiske indspilninger.