Pioneer SC-LX901

Solide sager

Klokkeklar lyd kombineret med kraft og dynamik i spandevis. Men brugervenligheden trækker ned.

Pioneer sc lx901 black 26678

(Foto: Producent)

Pioneers topmodel har en imponerende udstyrsliste og tilbyder streaming af alle kendte musiktjenester på hele tre måder: Chromecast, DTS Play-Fi og FlareConnect, som fungerer sammen med andre udvalgte Pioneer- og Onkyo-produkter.

Men hvor de andre receivere er fremtidssikrede med udvidet lydreturkanal (eARC), som gør det muligt helt at omgå problemet, når der kommer ikke-kompatible videoformater i fremtiden, har SC-LX901 ikke denne mulighed.

Opsætning og brugervenlighed

Pioneers automatiske højttalerkalibrering hedder MCACC Pro. For at man senere kan vælge imellem forskellige lydegenskaber, må de forskellige lydsignaturer gemmes i hver sin hukommelse: Front Align, All Channel Adjust eller Symmetry, som tilpasser højttalerne parvis. Alle målinger af alle højttalere gøres igen for hver hukommelse, man har valgt at gemme i, hvilket betød, at vi måtte vente en halv time på, at receiveren skulle gøre sig færdig.

Bashåndteringen er simpel. Man kan ikke sætte forskellige delefrekvenser, men må vælge en fælles delefrekvens for alle højttalerne. Vi ville have 80 Hz deling på alle højttalere bortset fra dem i loftet, som kun går til 110 Hz. Nu skal de også have bas ned til 80 Hz, hvilket ikke er optimalt.

Ellers fungerer musik-streaming meget fint. Personligt kan jeg godt lide Chromecast, som gør, at jeg kan bruge de tredjeparts-apps, jeg er vant til.

Pioneer sc lx901 silver 26680
Hvis du ikke vil have receiveren i sort, fås Pioneer SC-LX901 også i sølv. (Foto: Pioneer)

 

Lydkvalitet

I vores biografrum lyder højttalerkorrektionen Symmetry bedst. I korrigeret tilstand er der mere gang i bassen med Pioneer end de andre. Baseffekterne i Deadpool er ret ekstreme. Indimellem næsten lige i overkanten, men for pokker, hvor det lyder sejt! Dialogerne gengives tydeligt, lydbilledet er stort og åbent, og Atmos-effekterne kommer til deres ret.

Kampscenen sidst i filmen er spækket med action, og der er glimrende kontrol over orkestermusikken i baggrunden. Det lyder ægte, når sværdene klinger, og det brager heftigt fra de containere, der glider ned ad den ødelagte helicarrier. Det er, så buksebenene blafrer – topsejt!

Musik lyder også rigtig godt, uanset antallet af kanaler. Men hvad opløsning angår, må Pioneer se sig slået på målstregen af Marantz SR8012.

Pioneer SC LX901 back 26679
Pioneer SC-LX901 har alt, hvad man har brug for af højttalerudgange til et 11 kanals setup, f.eks. 7.1.4 Atmos. HDMI-udgangen understøtter dog ikke højopløst lydretur (eARC). (Foto: Pioneer)

 

Konklusion

På dette niveau er det en selvfølge, at lydkvaliteten er god. Og Pioneer skuffer ikke. Det lyder glimrende uanset film- eller musikmateriale, og der er rigeligt med kræfter til at dundre løs i hjemmebiografen. Her er en kombination af lydkvalitet og opløsning, som du simpelthen ikke får til under 20.000 kroner.

Når det gælder brugervenlighed, har Pioneer imidlertid et stykke vej endnu. Den er besværlig og rigid, og har et par fejl, der gør den svær at elske.

Læs videre
Exit mobile version