Philips HTL5160

Klar tale

Philips’ soundbar gør, hvad den skal, med klokkeklare dialoger og ganske afbalanceret lyd.

Philips HTL5160 11767

(Foto: Producent)

Philips’ soundbar ankom i en næsten mistænkeligt lille kasse, som vi troede kun rummede subwooferen. Det viste sig, at soundbaren kommer i tre dele, der skal samles. Det er testens tyndeste, så hvis du finder et sted at skjule den trådløse subwoofer, er der ikke meget, der tiltrækker sig opmærksomhed her.

Soundbaren har én HDMI ind og én ud, men da de ikke understøtter 4K-video fra Blu-ray, må alle kilder sluttes til tv’et via HDMI for så at koble soundbaren til tv’ets lydreturkanal (ARC). Det fungerer fint. Alternativt kan man bruge den optiske digitalindgang.

HTL5160 kobles til det trådløse netværk med app’en HCWeSet. Følg instruktionerne i app’en, det er nemt. For at streame musik anvender Philips Google Cast. Det er superlet – du skal bare åbne den app, du plejer at bruge til din musik, og trykke på en virtuel knap i app’en, der gør, at soundbaren tager over som kilde i stedet for din mobil. Mobilen er nu forvandlet til en fjernbetjening.

Har du flere Google Cast-produkter i hjemmet, kan de kombineres, så de spiller samme musik i hele huset. Google Cast understøtter mange streaming-tjenester, bl.a. Spotify, Tidal og Deezer. Men p.t. ikke Apple Music eller den lokale musikafspiller på iPhone.

Lydkvalitet

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk over for, om den tynde soundbar kunne lyde af noget særligt. Gudskelov blev mine fordomme delvis gjort til skamme. Problemet med tynde soundbars er, at de ofte har svært ved at spille godt sammen med subwooferen, da det kan blive sådan, at konsonanterne fra stemmer kommer fra soundbaren, mens vokalerne – resonansen – kommer fra subwooferen. Så skal subwooferen stå meget tæt på soundbaren, for at det ikke skal lyde underligt.

I dette tilfælde lyder det langt bedre end frygtet. Stemmer på film er klare og åbne, og med surround-funktionen aktiveret strækker lydbilledet sig ganske godt ud i rummet, uden at det går ud over stemmegengivelsen. Det er, fordi centerkanalen har fået separate højttalere. Den trådløse subwoofer gengiver også bas-effekterne ganske godt.

Men der mangler nuancer i overtonerne – regndråber minder lidt om glaskrystaller, der rammer jorden. Der er også et hul mellem subwooferen og soundbaren, men man tænker ikke så meget over det på film.

Problemet opstår med musik, hvor bas-instrumenter lyder temmelig monotont og unuanceret; man kan ikke høre strengeanslagene på en elbas særlig godt, kun kroppen. Vokaler lyder tydeligt, men det hele er lidt tyndt.

Philips HTL5160 11767

Konklusion

Trods den lave pris giver Philips HTL5160 ganske god lyd på film og klare dialoger. På musik ville vi gerne have haft mere luft i f.eks. bækkener, og lydbilledet er for snævert – stereoperspektivet er nærmest ikke-eksisterende.

Philips’ soundbar fungerer dog alt i alt udmærket. Vi kan godt lide streaming med Google Cast, og den kan være et fint valg, hvis du vil have en slank og prisbillig soundbar.

 

Læs videre
Exit mobile version