Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Nexus Player

Venter på indhold

En medieafspiller med muligheder, som lige nu ikke rigtig har noget at byde på.

Skrevet af / 18/08/2015 - 06:00
Nexus Player
Jonas Ekelund

Googles Android Lollipop-baserede smart-tv platform, Android TV, understøttes af producenter som Sony, Sharp og Philips. Hvis man ikke har et tv fra nogen af disse, har man tidligere været henvist til Google Chromecast. En smart og billig løsning til at streame indhold til sit tv, men heller ikke meget andet.

For at man kan få den fulde Android TV-oplevelse, har Google så udsendt Nexus Player, der er en fritstående afspiller ligesom Apple TV.

 

Afspiller og tilbehør

Nexus Player er en ishockeypuck-lignende enhed med et rent, skrællet udseende, der ikke forstyrrer indtrykket meget, hvis man skal have den ved siden af tv’et.

På bagsiden skjuler der sig et HDMI-stik til at koble den til tv’et eller hjemmebiograf-forstærkeren. Der er også et USB-stik til at tilslutte tilbehør. Af uudgrundelige årsager er der desuden en Micro USB-port. Nogen netværksport er der til gengæld ikke – i dag er det trådløst, der gælder.

Til at styre afspilleren får man en fjernbetjening, som – i modsætning til mange af konkurrenternes – har en gribevenlig størrelse med ordentlige knapper. De er nemme at finde med fingeren og har logiske funktioner for at navigere i menuerne. Party-tricket er, at fjernbetjeningen også har indbygget mikrofon, så man kan bruge Googles stemmegenkendelse. Således kan man undgå besværlige skærmtastaturer og i stedet indtale sine søgninger.

Som ekstraudstyr findes en spil-controller til 390 kroner. Det er ganske logisk, da en af pointerne ved Android TV er at kunne køre sine favoritspil på stor skærm. Ligesom afspilleren er controlleren lavet af ASUS, der har lang erfaring med gaming-tilbehør. Den ligger relativt godt i hånden, og knapper og joysticks føles vellavede, men den har ikke samme perfekte følelse som controllerne til Xbox og PlayStation.

Nexus Player with remote

 

Android TV i praksis

Android TV virker som et stort skridt fremad i forhold til tidligere bestræbelser på at køre Android på stor skærm. Brugerfladen ligner andre medieafspilleres med store billeder, der præsenterer anbefalet indhold, og apps liggende nedenunder. Alt uvæsentligt, der kunne forstyrre oplevelsen, er strippet væk. Hvis man ikke lige ved, at det er en Nexus Player, så er det svært at gætte, at det her er en Android-baseret medieafspiller.

Som ventet fungerer fjernbetjeningen rigtig fint til at navigere i brugerfladen. Mikrofonen virker også godt, men stemmegenkendelsen er ikke perfekt – måske fordi vi skandinaver har en vis accent. Som alternativ findes der en smartphone-app, hvor man kan få et tastatur op. App’en er dog ikke til meget gavn, da styringen er dårligere end med fjernbetjeningen.

Android TV appar
Udbuddet af apps til Android TV er stadig pinlig dårligt.

 

Apps og indhold

Lige ud af æsken får man de ventede præinstallerede apps. Dvs. Google Play Movies til at leje film, Google Play Music til at abonnere på musik-streaming og Google Play Games til at downloade spil. Desuden er der YouTube, så man kan se de nyeste videoer, samt Google Play Store, så man kan downloade flere apps til enheden og for alvor komme i gang med at bruge den. Og det er her, problemerne begynder.

Der findes nemlig næsten ingen apps, der er tilpasset Android TV, selv om platformen har været på banen et halvt års tid. Vi talte 19 apps sidst i juni, da vi testede Nexus Player. Nitten!

Bortset fra nogle udenlandske nyheds- og sportstjenester var der ikke mange interessante. Jovist er der Netflix – som på alle andre apparater – men hvor er HBO Nordic, Viaplay, C More og SF Anytime? Og hvor er tv-kanalernes apps? Og Spotify?

På gaming-siden er der lige så rungende tomt i butikken. 14 spil ud af de mange tusind, der findes til mobile platforme. Og ingen af dem er en toptitel. Det virker meget mærkeligt for et apparat med egen controller. Mange af spillene fungerer heller ikke meget bedre end på tablet’en. Det er næppe det rigtige sted at spare, hvis man vil glæde børnene med en spilkonsol.

Den eneste app, vi fandt interessant – og en grund til overhovedet at tænde for enheden – er Plex. Hvis man har meget musik og/eller mange film på en netværksdisk eller computer, så er det en rigtig god medieafspiller til at få dem op på skærmen. Den henter titler, credits og andre oplysninger fra nettet og præsenterer dem pænt med store covers. For dem, der leder efter en erstatning for den pensionerede Boxee Box, kan den være et godt alternativ.

Nexus Player Android TV

 

Konklusion

Selve enheden er praktisk, og fjernbetjeningen fungerer fint og har mikrofon til stemmesøgning. Vi kan også godt lide, at man kan købe en controller til spil.

Men hvis Android TV skal lykkes, så skal der være noget indhold. Og det er slet ikke nok med YouTube og Netflix. Der skal være apps til de store lokale film-streaming tjenester, der skal være musiktjenester som Spotify, og der skal være lokale nyheder. Indtil der er det, anbefaler vi at vente.

Lyd & Billede mener

En lovende platform for fremtiden. God fjernbetjening med mikrofon. Controller giver mulighed for bedre styring af spil. Katastrofal mangel på apps, selv om platformen ikke er helt ny. Intet netværksstik til dem med dårlig Wi-Fi-dækning.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Lyd & Billede
Scroll to Top