: Electrocompaniet ECM 2

High-end streaming på den gode måde

Med en netværksafspiller som denne behøver high-end frelste ikke at frygte cd-afspillerens død.
Lyd & Billede mener
Har fremragende lydkvalitet med potent bas og et stort, balanceret lydbillede. Bred formatunderstøttelse af både video og lyd, bl.a. indbygget WiMP, og brugerfladen er overskuelig og brugervenlig. Kan styres med både fjernbetjening, computer og smartphone.
På videosiden understøttes 4K ikke, og Netflix er ikke indbygget. Vi savner også AirPlay og Spotify Connect samt USB DAC til pc. Mediedelen alene kan ikke forsvare en dobbelt så høj pris som en lydmæssigt identisk digitalkonverter.
Specifikationer
  • Indbygget streaming med WiMP
  • Internet Radio (vTuner)
  • Digital ind: 2 x optisk, 2 x koaksial (24 bit/192 kHz)
  • Ethernet og Wi-Fi
  • Lydfiler: WAV, MP3, AAC+, Vorbis, AC3, DTS, ALAC, FLAC, APE, WMA, DSD (op til DSD128 5,6 MHz)
  • Videofiler: MPEG-2, MPEG-4 H.263, MPEG-4 AVC (H.264), op til 1080p
  • Gapless Playback
  • Fjernbetjenings-app til iOS og Android
Annonce
Annonce
forfatter

Streaming og digitale musikfiler har overtaget den musikalske hverdag hjemme i stuen. Cd-afspilleren er enten pakket væk eller står og samler støv. I stedet har en netværksafspiller overtaget pladsen. Den tager den digitale musiksamling fra computeren eller fra en abonnementstjeneste i skyen og afspiller den på stereoanlægget. Forhåbentlig med en flot og simpel brugerflade, så kan man nemt finde al musikken.

Selv om der findes mange billige netværksafspillere på markedet – flere af dem gode – betyder det ikke, at high-end lyd er dødt. Langtfra. Nu er det op til high-end producenterne at levere produkter, der kan holde trit med den digitale udvikling, samtidig med at de varetager feinschmeckernes krav til lydkvalitet.

 

Electrocompaniet_system
ECM 2 tager sig fint ud i hi-fi-systemet.

 

Oser af kvalitet

Med netværksafspilleren ECM 2 forsøger norske Electrocompaniet at erstatte den trofaste high-end cd-afspiller med noget, der oser mindst lige så meget af kvalitet. I stedet for at spise os af med en af de billige plastic-enheder, som man gerne forbinder med medieafspillere, har Electrocompaniet taget high-end handskerne på og bygget en afspiller i tungt hi-fi-format. Den er robust og heftig med en solid effekt på 50 watt.

Annonce

ECM 2 understøtter alle de musikformater, man kan drømme om, hvad enten de ligger på den indbyggede harddisk eller på en netværksforbundet computer. Desuden er streaming-tjenesten WiMP indbygget med ubegrænset adgang til ca. 25 millioner sange, og afspilleren understøtter også deres HiFi-abonnement med tabsfri lyd i ægte cd-kvalitet. Filmfiler kan afspilles med glimrende billedkvalitet i en opløsning på op til 1080p HD, og musikvideoer fra WiMP kan også vises.

Video-lydformater som dts-HD og Dolby TrueHD dekodes og sendes ud i stereo. Alternativt kan afspilleren sluttes til en surround-receiver med HDMI.Electrocompaniet_ECM_2

Avanceret lyddel

Det ville dog være spild ikke at bruge den analoge stereoudgang. For der sidder samme indmad i lyddelen som i Electrocompaniets geniale digitalkonverter ECD 2, hvilket sikrer den samme lydkvalitet, som vi faldt for i Lyd & Billede #8 2014. Det betyder også, at man kan vælge at gøre udgangen variabel, så volumen kan justeres fra fjernbetjeningen. Dermed kan afspilleren kobles direkte til et par aktive high-end højttalere eller en effektforstærker.

 

Elcomp_ECM2_meny1
Skærmmenuen er lækker.

 

Annonce

Lækker brugerflade

Man kan forledes til at tro, at high-end producenter ikke har begreb om brugervenlighed, og at en netværksafspiller som denne er dømt til at være besværlig i brug. Men Electrocompaniet har virkelig tænkt over tingene og skabt en brugerflade, der er smart, overskuelig og intuitiv.

 

Elcomp_ECM2_video
Video kan ligeledes vises med opløsning samt video-codec og lydspor.

 

Koblet til et tv får man et lækkert menusystem, som gør det nemt at gennemse musik- og filmfiler. Her er også internetradio, og vi kan lide godt, at WiMP-tjenesten ser så overskuelig ud på skærmen. Undertegnede er også ret begejstret for, at opløsningen på den sang, man hører – uanset om det er radio, musikfil eller WiMP-streaming – vises i nederste højre hjørne af skærmen.

 

Annonce
Elcomp_ECM2_wimp
Musik streamet fra WiMP har samme menusystem og visuelle udtryk som lagret musik. Også her vises lydfilens digitale opløsning.

 

WiMP

WiMP er overskueligt opdelt i fanerne Albums, Kunstnere, Spor og Spillelister. Lækkert udseende med album-covers og alt, hvad man har brug for af information. Tryk på fjernbetjeningsknappen med to menneskehoveder for at skifte imellem fanerne. Det er ikke let at vide, at det er det, knappen gør, men når man først har fået det ind i fingrene, er det temmelig genialt at inddele menuerne i faner, som man kan skifte imellem med en knap. Menneskehoveder eller ej.

 

Elcomp_ECM2_meny2
Lagret musik vises med album-cover og info om opløsning og datamængde på lydfilen.

 

På Album-fanen finder man en overskuelig side med nye udgivelser, anbefalede udgivelser, topliste, genrer og egne favoritter.

Annonce

En svaghed er, at man ikke kan komponere og redigere egne spillelister i WiMP med afspilleren; det skal gøres på computer, mobil eller tablet. Når spillelisterne så er lavet, kan de spilles med ECM 2.

 

Elcomp_ECM2_musikkvideo
ECM 2 kan også vise musikvideoer fra WiMP.

 

Lagret musik

Musikfiler kan afspilles over netværket, enten ved at finde en netværks-harddisk via opsætningsmenuen eller ved at tilslutte en harddisk eller memory stick via USB. Desuden er der plads til en intern harddisk. Man kan enten installere en almindelig harddisk eller en SSD, det vælger man selv, og den formateres automatisk til Electrocompaniets operativsystem. Musik kan så lagres på den, enten via netværket eller USB-hukommelse.

Afspilleren kommunikerer med verdens største musikdatabase, Gracenote, og hvis den finder musik dér, vil den automatisk katalogisere musikken med rigtig titel, kunstner og album, ud over at cover-billedet downloades. Let og elegant. Det samme gælder i øvrigt for film.

Annonce

 

Fjernbetjening

Afspilleren kan styres på forskellige måder. Brug den medfølgende fjernbetjening til at gennemse bibliotekerne med – gerne med et computertastatur sluttet til en af USB-indgangene for at forenkle indtastning af password osv. – eller styr afspilleren direkte fra browseren på din pc eller Mac.

Denne metode er temmelig forenklet, og selv fandt jeg den mangelfuld. Det er bedre at downloade app’en Electrocompaniet Remote til mobil eller tablet, som giver lettere adgang til musikken, og hvor man kan tilføje numre til og redigere en spilleliste, mens musikken spiller. Så behøver man heller ikke at have tv’et tændt for at manøvrere i musikken.

Da afspilleren understøtter UPnP (Universal Plug and Play), kan den styres med en hvilken som helst fjernbetjenings-app, der er beregnet hertil, så man ikke er bundet til EC’s egen app.

 

Annonce

Lydkvalitet

Koblet med balancerede kabler til den integrerede forstærker Hegel H160, som igen driver mine egne Gallo Reference 3.5 højttalere, lyder det hele stort og åbent. Præcis ligesom digitalkonverteren ECD 2 gengiver ECM 2 musikken både kontant og bas-heftigt. Stortrommen på Daft Punks “Game of Love” slår kraftigt og saftigt, og lilletrommen har godt med snert op i det lyse frekvensområde. Lydbilledet er bredt og åbent, og luft er der rigeligt af.

Kontrabasserne på den norske komponist Kim André Arnesens Magnificat, fremført af Nidarosdomens kor og Trondheimsolistene, lyder spektakulært i 24 bit/96 kHz FLAC-format. Selv stereoversionen har masser af luft og rum (det er egentlig en surround-optagelse).

Prøv f.eks. at høre spor 4, “Et misericordia”. Kontrabasserne lunter af sted i bunden, mens violinerne svæver på toppen. Rundt om står pigekoret, mens sopran Lise Granden Berg blomstrer i midten. Et smukt stykke, der skal opleves på et ordentligt anlæg – og gerne lidt højt. ECM 2 får detaljerne i musikken meget klart frem. Samtidig har afspilleren den varme klangsignatur, som Electrocompaniet er kendt for.

Letbenet er ikke et ord, jeg ville bruge til at beskrive denne afspiller, da den har godt med fokus og fylde i basregisteret. Samtidig kan mellemtoneregisteret lyde både råt og upoleret.

 

Konkurrent

I Lyd & Billede #6 2013 testede jeg Marantz NA-11S1, der ligger i samme prisklasse som ECM 2. Ud fra hvordan jeg husker den, lyder Marantz glattere og måske endnu mere luftigt i toppen. Derimod har den ikke den samme saftige aflevering af bastransienter som ECM 2. Electrocompaniet ECM 2 er på den måde en mere underholdende afspiller.

 

ECM_2_bak
Koaksiale og optiske digitalindgange samt USB-indgange findes på bagsiden, og både balancerede og ubalancerede analogudgange trækker op. Men der er ikke nogen USB DAC-indgang.

 

Mangler

Hvis man skal betale næsten 40.000 kroner for en medieafspiller, må man også vide, hvad man ikke får. For det første understøttes 4K Ultra HD-video ikke (hver gang jeg forsøgte at afspille en 4K-videofil, gik afspilleren i stå), og afspilleren har heller ikke streaming-tjenesten Netflix indbygget – to punkter, der kan være en deal-breaker for nogle.

Desuden understøttes Apple AirPlay ikke. iPhone- og iPad-brugere er nødt til at benytte en DLNA-afspiller – f.eks. den, der er indbygget i fjernbetjenings-app’en. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at Spotify var understøttet, helst i form af Spotify Connect. Selv om jeg personligt bedre kan lide WiMP, er der langt flere Spotify-brugere derude.

Annonce

I modsætning til på digitalkonverteren ECD 2 er der ingen USB DAC-indgang her, hvor man kan tilkoble en pc eller Mac for at få digital konvertering af lydsignalerne og dermed forvandle computeren til en high-end lydkilde.

 

Prisen værd?

Og så er der det med prisen. Lydmæssigt svarer afspilleren til digitalkonverteren ECD 2 til under den halve pris. Den kan man leve lykkeligt med sammen med en pc eller en rimelig medieafspiller som Simple Audio Room Player 2. De ekstra 30.000 kroner, som ECM 2 koster mere end Electrocompaniets egen DAC, kan derfor være svære at sluge. Man kan ikke påstå, at mediedelen alene er så mange penge værd.

Men man må se afspilleren som et komplet og strømlinet produkt. Det er en netværksafspiller til high-end interesserede, som gerne vil have et produkt, der lyder godt og er nemt at bruge. Alt i én boks, intet roderi med kabler, ingen billig strømforsyning, der står og laver støj. Bare dejlig lyd og billede i en robust og tillidsvækkende indpakning. På den måde er Electrocompaniet lykkedes.

 

Konklusion

Electrocompaniet ECM 2 spiller alt, hvad du har af lagret musik – det være sig på harddisk eller netværks-pc – og har både internetradio og indbygget WiMP. Sidstnævnte lader dig streame musik i fuld cd-kvalitet, hvis du har det rigtige abonnement. Desuden kan den afspille HD-video. Det hele er pakket ind i et robust chassis i ordentligt high-end format, og brugerfladen er elegant og let at forholde sig til.

Lyden er rigtig god med sej bas og glimrende opløsning, også opad i frekvensregisteret. Lydkvaliteten alene svarer til en digitalkonverter til omkring 20.000 kroner. Så må det være op til den enkelte, om medieafspiller-delen er resten af prisen værd. Den kan nemlig virke hamper, når man ved, at de fleste fuldgode medieafspillere derude koster under 5.000 kroner.

Men én ting er sikkert: Det er en oplevelse i sig selv at bruge ECM 2, der formelig oser af byggekvalitet og seriøsitet, og det er dejligt at slippe for flere enheder end nødvendigt.

 

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 39 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
Har du dette produkt?
Giv din karakter.

0 / 5. Antal stemmer: 0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

forfatter

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.
Annonce
Annonce

Læs også

Med trådløse baghøjttalere og aktiv subwoofer lover Sony-anlægget heftige lydoplevelser.
Det bliver muligt at afspille lyd fra LG’s TV’er og soundbars samtidig.
Du finder ikke bedre lyd andre steder.
Det er syv årtier siden, de første Klipschorn så dagens lys. Men modellen bygges og sælges stadig.
Klipschorn fylder 70 i år. Det fejrer vi ved at forvandle vores lytterum til et inferno.
Asus ROG Flow X13 er lige til at proppe i tasken, og den kan også bruges som tablet. Men den har grafikkræfter i sværvægtsklassen.
Tangents lille trådløse forstærker er perfekt til det lille begynderanlæg i hobbyrummet eller på børneværelset.
Det bedste kamera, vi har testet, er kommet i en mere kompakt udgave til en meget lavere pris.
Den nye 2021 Mercedes S-Klasse er fyldt med innovative og kræsne løsninger for både øjne og ører. Vi har brugt nogle dage bag rattet for at se og høre, hvad den nye bil har at byde på!
Med Celestee har Focal overgået, hvad vi troede var muligt for lukkede hovedtelefoner i denne prisklasse.
Skal du have hi-fi på kollegieværelset eller et par fine højttalere til skrivebordet, kommer du langt for små midler her.
JBL Live Pro+ er komplette med aktiv støjreduktion, og selv om de lyder middelmådigt lige ud af æsken, reddes de af en fabelagtig EQ i app’en. Dermed kan de alligevel få klasseledende lyd.
Xiaomi Mi 11 er den første smartphone med Qualcomms nye Snapdragon 888-processor. Det er den mobil, du skal købe, hvis du vil have mest for pengene.
Uanset om du har mulighed for at rejse i påsken eller må nøjes med en tur ud i lokalområdet, bliver oplevelsen bedre med en af disse bærbare højttalere i tasken.
Citroën har formået at elektrificere C4 uden at falde i fælden og har skabt en helt anderledes oplevelse.
Electrocompaniet har opdateret deres phono-trin, men ændringerne er subtile.