Panasonic SC-HTB250

Lille – og halvhjertet

Den lille soundbar fra Panasonic lyder større og kraftigere, end man skulle tro. Men den har nogle problemer.

Panasonic SC HTB250 34471

(Foto: Panasonic)

Panasonic SC-HTB250 er en smal soundbar, der passer til små tv’er. Den slanke, trådløse subwoofer kan være under sofaen, så man kan høre og mærke bassen selv ved lav volumen. Godt for forholdet til naboerne i etageejendomme!

Af tilslutninger findes der optisk digitalindgang og HDMI-udgang med lydreturkanal. Ingen rene HDMI-indgange, hvilket betyder, at alle videokilder skal sluttes til tv’et, som derefter fører lyden videre til soundbaren modstrøms via HDMI-udgangen. Vi savner også et display.

Lydkvalitet

Filmlyd er ganske imponerende, da soundbaren i Movie-indstillingen leverer et meget større og mere åbent lydbillede, end de fysiske mål tilsiger. Lyden er stadig lidt ru i kanten, men med mere tryk på i dialoger og lydbilledet generelt end Philips B1. Men den er ikke lige så god som Sony HT-MT500, som vi tidligere har testet.

Bluetooth fungerer derimod dårligt. Musik fra mobilen lyder fladt og livløst, og støder ligesom mod et loft. Skru ned for lyden på mobilen, og det bliver lidt bedre, men så er det ikke højt nok, selv med soundbaren på maks. Der er ingen analog lydindgang, så i praksis er det ikke aktuelt at høre musik fra mobilen.

Til gengæld fik vi meget bedre lyd med en cd i skuffen på vores Blu-ray-afspiller. Pludselig kommer der liv i musikken med godt markerede rytmer. Men der mangler stadig lidt finesse i overtonerne, og det kan lyde lidt uldent og indelukket i forhold til de bedste.

Konklusion

Panasonic SC-HTB250 er en lille soundbar med en slank trådløs subwoofer, der passer under sofaen. Trods sin lille størrelse har den et pænt stort lydbillede på film, og lyden er kraftigere, end man skulle tro.

Bluetooth-overførslen er for dårlig til at nyde musik fra mobilen. Musiklytning må ske fra kilder, der kan sluttes til med optisk indgang eller via tv’et. Eller afspil musikfiler fra memory stick.

Læs videre
Exit mobile version