Udseendet er barskt og maskulint, og længden passer bedst til tv’er på 46 tommer og derover. Soundbaren har HDMI-indgang, der understøtter HDCP 2.2 og dermed alle de nye video-opløsninger. Den mangler til gengæld et display, så man skal tæt på for at se den valgte indgang og lydindstilling. Den sørgelige fjernbetjening gør det ikke bedre.
Lydkvalitet
Dialoger på film er ikke lige så klare som på Samsung og LG, og RSB-6 er ikke så god til at simulere surround-lyd. Selve klangen i lydbilledet minder meget om det, vi kender fra biografen. Hårdt og kontant med et strejf af brutalitet.
Derfor er det lidt skuffende at konstatere, at soundbaren ikke formår at følge op, når man skruer op for lyden. Det lyder temmelig fladt, og eksplosioner og skud i den ellers spændende Alien: Covenant står ikke frem af lydbilledet. Det er dog lige akkurat godkendt, mener vi.
Værre står det til med musik via Bluetooth. Ligesom med Panasonic SC-HTB250 lyder det fuldstændig livløst og uengagerende, hvor det, der skulle være transienter, står og rammer mod loftet. Ingen af de andre soundbars i testen har dette problem.
Med cd bliver det straks bedre. Her lyder musikken rytmisk nok og fungerer fint. Men Klipsch er langt fra at true de bedste. Bassen er farvet, og alt får en meget PA-agtig lyd, men uden at det følges op med kraft og dynamik. Klipsch er milevidt fra JBL’s Bar 3.1 i den henseende.
Konklusion
Med et så rockagtigt udseende og en klangkarakter, der minder om PA-lyd, er det lidt skuffende at konstatere, at Klipsch RSB-6 er en ret blodfattig sag. Den lyder temmelig fladt, actionscener gengives uden de store kontraster, og vi narres aldrig til at tro, at der er surround-sound her. Værst er lyden fra Bluetooth, som nærmest er ubrugelig. Flad som pulsen på et udstoppet dovendyr.
Vi savner også et display, og fjernbetjeningen er hentet fra nederste hylde.