Harman Kardon vil under ingen omstændigheder lave dårlige forstærkere. Derfor har deres surround-receivere traditionelt haft lidt færre funktioner og finesser end konkurrenternes, så mere af budgettet kunne bruges på bedre lyd. Men i AVR 370 er udstyrsniveauet på højde med konkurrenternes. Receiveren har indbygget Wi-Fi, og der er både netværks-streaming via DLNA og AirPlay.
Skærmmenuen er simpel og ligetil med flere farver end hos Pioneer og NAD. Jeg kan til gengæld ikke lide placeringen af knapper på fjernbetjeningen og deres funktioner. Man skal f.eks. trykke på AVR for at komme ind i opsætningsmenuen. Trykker man på Menu, så sker der ingenting.
Receiveren er også lidt længe om at reagere på kommandoer fra fjernbetjeningen. Det er ret irriterende, når man skal manøvrere igennem lange lister med sange og kunstnere over netværket. En app til formålet er tilgængelig til smartphone og tablet, men det er ikke meget bedre med den. Man skal bruge de virtuelle piletaster til at se musikken igennem snarere end at scrolle i musiklister på touch-skærmen.
Ellers er det rart at se, at AVR 370 har fået multikanals forforstærker-udgang, som forgængeren manglede. Det er praktisk, hvis man vil supplere med mere forstærkerkraft senere.
Lydkvalitet
Lydeffekterne under beskydningen af Tony Starks hjem i Iron Man 3 er virkelig seje. Godt nok ikke med helt samme mængde testosteron som NAD, men Harman Kardon har mindst lige så meget ildkraft som Onkyo og Pioneer. Diskanten kan blive noget skarp, når der smadres glas, og pistolskud får også en lidt hård ringelyd, når lydstyrken er høj.
Dialogerne i film er mere kontante end med NAD, og stemmer gengives med stor fylde i den nedre mellemtone og basområdet, hvilket giver en “larger than life” følelse. Alligevel virker lydbilledet generelt lidt mindre svævende omkring os end med Onkyo og Pioneer.
Så til musikken. Klaver lyder lidt mere afrundet end med Onkyo og Pioneer, og jeg savner lidt snert i toppen. Bjørn Johan Muris og Tomine Harkets stemmer på “Dele alle ord og tanker” fra Quiet Winter Night står lidt tættere sammen, hvor Onkyo og Pioneer skiller dem bedre fra hinanden. Bassen lyder også lidt mere rund og plump med Harman Kardon.
Det lader til, at rumkorrektion EzSet/EQ er ikke helt så nøjagtig som de andre; især subwooferen bliver lidt mere svulstig og dump med Harman Kardon. Det lyder vældig sejt til rock og elektronisk musik, men bundklangen i et flygel bliver ikke helt naturlig.
Konklusion
AVR 370 formår virkelig at engagere ved actionfilm, rock og elektronisk musik. Lydtryk og baskraft er vigtigt, når man vil underholdes, snarere end at alt skal være pinlig korrekt gengivet. Det kan blive lidt aggressivt i overtonerne ved intense scener, og f.eks. kontrabas og de dybeste oktaver på et klaver lyder en smule pompøst. Men kedeligt bliver det aldrig!
Brugervenligheden er god, men vi kan ikke lide fjernbetjeningen. Knappen Menu bør betyde netop det, og ingen kan vide, at skærmmenuen aktiveres med AVR-knappen. Med app’en er overskueligheden bedre. Streaming af musik fungerer ikke særlig godt, fordi det går langsomt at bladre i musikbiblioteket. Det kan løses med AirPlay.