Sony HT-XT1

Klare dialoger

Sonys lydsokkel har en åben lyd, der især gavner dialogerne på film.

Sony HT XT12

Sonys lydsokkel er nem at tilslutte, og tre HDMI-indgange burde være nok for de fleste. Produktet er let at bruge, men fjernbetjeningen er ikke specielt god. Lille og fiks, men ikke særlig intuitiv, og man forveksler let volumen op og ned med de plus- og minusknapper, der bruges til at scrolle i menuen.

Der er en række forskellige lydindstillinger, men de fleste lyder temmelig ens. Vi endte med Music til musik og Film til film, hvor sidstnævnte er den, der bedst forsøger at simulere surround-sound.

Vores testfilm, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, gengives med overraskende klare dialoger, og med subwooferen sat på niveau 9, er der også god fylde i basområdet. Lyden er overlegen i forhold til et normalt tv. Overtoneområdet er lidt koldt og hårdt, men det er stadig rigtig godt fra et så billigt produkt. Jeg tager mig flere gange i at blive overrasket over lydbilledets størrelse; det lyder indimellem næsten, som om det kommer krybende bagfra.

Ankepunktet er en noget monoton bas, hvor et enkelt frekvensområde rager frem i forhold til de andre. Musik fungerer derfor ikke så godt. Det lyder ikke-lineært og bombastisk med bassen på maks, mens det bliver for tyndt, når man skruer den ned. Sangstemmer er til gengæld klare og tydelige, især kvindevokaler og andre lyse stemmer.

I forhold til prisen imponerer Sony HT-XT1 på film, mens bassen ikke helt er lineær nok til musik.

Læs videre
Exit mobile version