Onkyo LS-T10 virker ligesom Philips fint med tv’er op til 55 tommer. Her er intet display, så man føler lidt, at man trykker i blinde. Men der er ikke så meget nyt at sætte sig ind i, ud over hvilken lydtilstand der er aktiveret. Du må kigge øverst foran på lydsoklen for at få at vide, om det er Music-, Movie- eller News-tilstand.
LS-T10 har omtrent samme maksimale lydniveau som Philips HTL4110, hvilket er mere end højt nok til en almindelig tv-stue. Onkyo har dog en lidt mere kraftfuld og nuanceret basgengivelse, især når man skruer op til et forholdsvis højt niveau. Og simuleret surround sound virker mere korrekt takket være avanceret processering og flere højttalere.
I modsætning til Philips-soklen er lyden via Onkyos digitalindgang synkroniseret med billedet, så man ikke får efterslæb på lyden i forhold til mundbevægelserne på skærmen. Actionscenerne i Star Trek: Into Darkness er noget mindre stressende med Onkyo, hvilket gør, at man bliver endnu mere fanget ind i handlingen.
Musik i stereo er også mere balanceret og vellydende med Onkyo. Her kombineres sammenhængen fra Bose med fylden og overtonegengivelsen fra Philips. Musik via Bluetooth lyder ikke helt så godt som fra cd, men stadig godt. Via USB-indgangen kan du tilslutte en USB-nøgle med musikfiler.
Samlet set er Onkyo LS-T10 den bedste lydsokkel, vi hidtil har hørt til under 5.000 kroner. For at slå den skal man op i SpeakerCraft CS3 til 7.000 kroner.