JBL SB200

Bedre end ventet

Testens billigste soundbar er meget simpel, men kan streame musik via Bluetooth og er stadig en kraftig forbedring i forhold til almindelig tv-lyd.

JBL SB200 skrå

JBL SB200 har kun en optisk digitalindgang plus et analogt 3,5 mm mini-jack stik. Og så Bluetooth. Med en længde på 90 cm tager den sig bedst ud med tv’er på mellem 40 og 50 tommer.

Soundbaren har en kontakt til at vælge imellem vægmontering eller bordplacering. Ved bordplacering kompenseres der med lidt mere bas. Med den lille fjernbetjening kan man vælge “surround sound”, men trods stor rumfornemmelse er klangen lidt mærkelig med for lidt mellemtone, hvilket går ud over dialogerne, samtidig med at dynamikken er tam. Nej, ud med surround-funktionen.

Selv om JBL’s soundbar er mindre end de største lydsokler, er der godt tryk på dialogerne, og filmoplevelsen bliver en helt anden end med et almindeligt tv.

Det kan mærkes, at SB200 ikke har nogen subwoofer, men man kan trykke på en basknap på fjernbetjeningen for at få mere fylde. Det virker fint til film, men bassen bliver for svulstig og unaturlig til musik efter min smag.

Soundbaren lyder engagerende med film, med god dynamisk kontrast i lyden og en evne til at spille ganske højt. Musik gengives også med god balance i toneregisteret. Der mangler dog lidt opløsning i diskanten, ligesom f.eks. en elbas lyder en smule tyndt. Men den klare mellemtone og den imponerende dynamik – også med Bluetooth – gør det til et godt køb.

Hvis du godt kunne tænke dig netop denne lyd med mere bas, så kan du overveje storebror SB400 med separat subwoofer.

Læs videre
Exit mobile version