Forstærkeren fra Onkyo virker solidt bygget og ser flot ud i sort eller metallic finish. Her er der også rigeligt med indgange. Hele to koaksiale digitalindgange foruden en optisk, der sidder på bagsiden, og blandt de analoge indgange er der fire line-indgange og en pladespiller-indgang. Det bedste fra begge verdener?

Digitalsignalerne konverteres af en Wolfson DAC med 24 bit/192 kHz opløsning. Ind-signalet kan alligevel ikke have højere sampling-frekvens end 96 kHz. Men det er godt over cd-kvalitet og kan give bedre lyd fra højopløste musikindspilninger.

Onkyo forstærker med Darlington-princippet, som betyder, at bipolare transistorer er koblet sådan, at en strøm, der forstærkes af den første transistor, forstærkes videre af den næste. I A-9050 sker dette i tre trin. Desuden sidder der en kreds, som eliminerer energi, der slår tilbage fra højttaleren, hvilket skulle betyde en jævnere forstærkning af selv impedansskæve højttalere.

Lydkvalitet
Forstærkeren har en knap, som hedder Phase-Matching Bass. Men den har i praksis mindre med fase og mere med fed loudness-bas at gøre. Efter at have prøvet anbefaler vi at lade den være; brug hellere Direct-funktionen, som forbigår tonekontrollerne. Det lyder renere.

Onkyo-forstærkeren har god tyngde i dybbasregisteret, og det kommer godt frem, hvad enten det er visesang eller rock, der står på menuen. Basguitaren er stor og fyldig, og stortrommen slår fedt. Der er også meget energi opover i tonerne, med skarpt fokus på cymbalerne.

Det, vi savner, er opløsning. Mellemtoneområdet er ikke helt nuanceret nok, hvilket frarøver os klangstrukturen fra strengeinstrumenter, og sangstemmer kan opleves noget tynde. Samtidig skal man ikke spille vældig højt i lang tid, før lyttetrætheden melder sig. A-9050 mangler Rotel RA-11’s sorte baggrund i lydbilledet.

Onkyo-forstærkerens største fordel er, at den både får grundtonerne og overtonerne med sig, hvad enten man spiller lavt eller højt, og den kan spille ganske højt, med god tyngde i bassen. Men vi ønsker os altså mere opløsning.