Sonos Connect:Amp

På bagerste række

Med Sonos Connect:Amp får du adgang til markedets mest brugervenlige multirumssystem. Problemet er bare, at den ikke lyder specielt godt …

sonos connect amp 990

(Foto: Producent)

Sonos er en veteran inden for multirum, og de fleste af os kender sikkert de hvide og sølvgrå højttalere, der pryder mange rum i tusindvis af hjem. Connect:Amp er modellen for dig, der hellere vil anvende dine egne højttalere.

Noget af det, der har gjort Sonos så populære, er den gode brugervenlighed. Amerikanerne har siden starten satset på god og hyppigt opdateret software, som hele tiden udvides med nye muligheder.

Sonos Connect:Amp har meget velfungerende apps til både Apple og Android, og er meget nemme at sætte op. Tidligere var det nødvendigt med en separat såkaldt Bridge for at koble systemet til hjemmenetværk, men nu kan du tilslutte direkte via Wi-Fi.

Sonos tilbyder også et væld af musiktjenester, deriblandt Apple Music og SoundCloud foruden Spotify og Tidal. Hvis du abonnerer på flere tjenester, har du også mulighed for at kombinere dem og lave fælles spillelister – praktisk, hvis du f.eks. ikke kan finde dit yndlingsalbum på Tidal.

 

Lydkvalitet

Brugervenlighed er én ting, men hvordan lyder den? Vi ved fra tidligere tests, at Sonos’ forstærkere kan virke lidt anæmiske i forhold til nogle af konkurrenterne, og det samme må vi desværre sige om årgang 2016. Dybbassen på London Grammars “Hey Now” virker tam, og lydbilledet, der normalt skal folde sig ud foran lytterne, lyder snarere trangt og indelukket. Hannah Reids vokal virker distanceret og kommer ligesom aldrig ordentligt ud af højttalerne.

Vi prøver med lidt jazz i stedet, nemlig svenske Lars Danielssons “II Blå” med Mathias Eick på trompet. Her bliver vi heller ikke videre imponeret: “Hvor er diskanten?” udbryder Audun. De små, delikate overtoner, som vi er vant til at høre, er tilsløret, og Sonos har heller ikke specielt god kontrol over Danielssons kontrabas.

Sonos-forstærkeren har analog stereoindgang og subwoofer-udgang som ekstra tilslutningsmuligheder. (Foto: Producent)
Sonos-forstærkeren har analog stereoindgang og subwoofer-udgang som ekstra tilslutningsmuligheder. (Foto: Producent)

Måske er den bedre egnet til popmusik, tænker vi. Men Connect:Amp er heller ikke specielt glad for hiphop og R&B: Drakes flow er ret aggressivt, men her lyder det lige lovlig hårdt og spidst. Sonos-forstærkeren havner let uden for komfortzonen ved høj volumen, og diskanten bliver let tyndbenet og grovkornet.

“Det lyder ret fladt,” siger Geir og sigter til manglen på dynamik og kraftoverskud. Vi er enige om, at Sonos-forstærkeren egner sig bedst til at drive simple lofts- eller væghøjttalere i et multirumssystem frem for et stueanlæg til aktiv lytning.

Læs videre
Exit mobile version