Det her er den billigste pladespiller i testen – og det kan mærkes. Scansonic USB100 er virkelig ringe med billig plastic og et slingrende armophæng, og den vejer ikke meget mere end en håndfuld lp’er. Men den er forholdsvis godt udstyret, med elektronisk hastighedsskifter og pitch-kontrol. Lyden, derimod …

Lp’en med Neil Cowley Trio lyder desværre fladt og skingert, og den medfølgende pickup opfanger mere støj fra rillerne end på nogen af de andre pladespillere i testen.

På plussiden skal det nævnes, at den har udmærket tyngde i bassen – den er bare ikke særlig præcis. De samme ord kan hæftes på stereoperspektivet, der flyder sammen til et ufokuseret lydbillede, hvor man kan høre hastighedsafvigelserne.

Med pitch-kontrollen på nul kører den 0,25 procent langsommere, og hvis du ikke tror, at jeg kan høre pitch-variationerne på klaverindspilningerne, kan du tage et kig på stroboskopet. Dér kan man ved selvsyn se, hvordan prikkerne flyder frem og tilbage, og tydeligt viser hastighedsvariationerne.

Med lidt forsigtig justering af pitch kan man selvfølgelig kompensere, men så bør Scansonic kalibrere både stroboskopet og pitch-kontrollen først.

Hvis man ser bort fra hastighedsafvigelserne, er lyden fuldt ud brugbar til især rytmisk musik. Men akustiske ensembler som Neil Cowley Trio eller klaverstykker som Ola Gjeilos klaverimprovisationer kræver en pladespiller med et mere stabilt fundament.

På Mozart-stykkerne med Trondheimsolisterne og violinisten Marianne Thorsen falder Scansonic USB100 helt igennem. Strygerne lyder skingert og spidst, blottet for klang og varme, og der er ikke meget dybde og format i lydbilledet. “Syntetisk” er et ord, der falder én ind, når musikken breder sig i rummet.

Det bedste argument for Scansonics pladespiller er prisen – og pitch-kontrollen, der er absolut nødvendig. Lyden mangler imidlertid så meget musikalitet og troværdighed, at vores anbefaling er at styre udenom.