Den eneste direkte drevne pladespiller i testen er også den mest stabile. Hastighedsvariationerne er minimale, og den lyder også rigtig godt. Virkelig godt, faktisk. Hvis du vil have den bedste lyd, er det denne pladespiller, du skal vælge.

Klangkarakteren kan minde om Sony-pladespillerens med et åbent og godt fokuseret lydbillede, men her er der mere substans i bassen. Man får nærmest i både pose og sæk med Audio-Technica. Byggekvaliteten er der heller ikke meget at udsætte på.

Der går ikke mange minutter, fra man pakker den ud, til den står og spiller, og den daglig betjening er såre simpel. Med direkte drift starter den op med det samme, når du tænder for den. Ligesom de andre pladespillere i testen er AT-LP5 også følsom over for vibrationer, men ikke så meget som Scansonics model.

Med Neil Cowley Trio snurrende på pladetallerkenens gummimåtte opleves lydbilledet som stabilt og velordnet, og der er et godt fundament i bassen. På klavermusik får de laveste oktaver god dybde, og Jan Gunnar Hoffs solostykker har både bredde og dybde i det generøse lydbillede, som Audio-Technicas pladespiller leverer.

Det samme gælder for Ola Gjeilos klaverimprovisationer, hvor klangen af instrumentet kommer godt frem i lydbilledet, og dybden i bassen er hørbart bedre end fra Sonys pladespiller.

Trondheimsolisternes strygere klinger frit og luftigt, og der er tilstrækkelig fylde i lyden til, at også de større strygeinstrumenters klang kommer godt frem i lydbilledet. Hvis der skal trækkes ned for noget, må det være, at pickup’en opfanger mere rillestøj, end jeg bryder mig om, men ellers er det en fortræffelig pladespiller.

Audio-Technica AT-LP5 er et godt valg uanset musiksmag, og ved siden af Pro-projekts pladespiller er det den, der engagerer os mest.