Technics SU-C700

Det korteste strå

Det virker, som om Technics har fokuseret for meget på teknologien og for lidt på musikken.

Technics SU C700 990

(Foto: Producent)

Da Technics gjorde comeback med high-end serien RB1 sidste år, fik de stående ovationer af os på redaktionen. Noget af det bedste, vi havde hørt i lang tid – men også til en pris, der matchede.

Den integrerede og kompakte forstærker SU-C700 er mere tilgængelig for almindelige mennesker end det svinedyre forstærkersæt i RB-serien. Den har dog meget af samme teknologi indvendig, f.eks. batteridrevet digital master-clock for at reducere jitter. Også udvendig er den meget vellavet med flot finish og VU-metre for nostalgikere.

 

Digital

SU-C700 er en digital forstærker. Det betyder, at den er veludrustet med digitalindgange, bl.a. USB, der overtager som lydkort for pc og Mac. Højopløste musiksignaler understøttes, også DSD-filer, som mange high-end tilhængere synes lyder bedst. Forstærkerens eneste analoge line-indgang konverteres til digitalt signal, og det samme gælder pladespillerindgangen. For den har skam pladespillerindgang.

Brugervenligheden er god, og fjernbetjeningen er meget overskuelig med tydelig skrift og behagelige knapper.

 

Mange digitale indgange pryder bagsiden. Også USB-B, som desuden understøtter DSD-filer. Foto: Technics
Mange digitale indgange pryder bagsiden. Også USB-B, som desuden understøtter DSD-filer. Foto: Technics

Lydkvalitet

Det bedste ved SU-C700 rent lydmæssigt er det åbne og distinkte lydbillede. Klaver gengives med god snert og fine, klare overtoner. Rent tonalt adskiller den forskellige instrumenter fint, og sangstemmer lyder godt med mange klanglag. Hør f.eks. begyndelsen af Adeles “Hello”, hvor klaveret har en fin og distinkt klang, mens vokalen står tydeligt frem af lydbilledet.

Det, der mangler, er kraft. Man skal ikke spille særlig højt, før den flader ud – især i dybbasområdet, men også højere op i toneregisteret. Lydbilledet bliver hurtigt fladt og livløst, og krævende musikstykker lyder rodet. Af den grund fraråder vi at høre klassisk musik ved høj volumen.

Uanset hvad vi sætter på af musik, savner vi kontrol. Stortrommer lyder anæmisk, og der er i det hele taget ikke meget liv i musikken.

 

Konklusion

I bedste fald er det en forstærker til meget letdrevne højttalere, eller hvis den aldrig skal spille over elevatormusikniveau. Så lyder Technics SU-C700 rent og pænt med klare toner. Men vi kan ikke lade være med at tænke, at den er havnet i en forkert prisklasse, for den er ikke noget match for konkurrenterne, når det gælder musikalsk nydelse – uanset lydniveau. Så hjælper det ikke, at den har avanceret teknologi indeni.

Technics Premium Class C700 Series - Video only

Læs videre
Exit mobile version