Det er en rigtig god idé, som sparer plads, når man ikke har brug for surround sound. Da spiller de uldklædte højttalere som et stereosæt med tilhørende subwoofer. Når man vil have surround-lyd, hægter man toppen af højttalerne. Dér sidder et komplet sæt med elementer, forstærker og genopladeligt batteri, som kan spille i ti timer. Tophøjttalerne placeres ved siden af eller bag sofaen, så du kan streame musik i stereo eller surround. Eller bruge Fidelio-højttalerne som surround-højttalere, når du ser film.
Tv-lyden kobler du til højtalerens optiske digitalindgang – eller HDMI-indgangen, hvis du bruger en Blu-ray-afspiller som kilde.
Philips’ højttalere byder på et fyldigt lydbillede, men det er for ufokuseret, og mellemtonen lyder næsten hult. Vokaler træder derfor ikke så tydeligt frem i lydbilledet, som vi kunne have ønsket.
De forskellige lydindstillinger, man kan vælge fra fjernbetjeningen, er heller ikke særlig vellykkede. Hvis man vælger surround, bliver lyden meget ubalanceret. Subwooferen er lige lovlig ivrig, og der mangler sammenhæng i lydbilledet.
Disse højttalere virker bedre til film end musik, hvor manglen på balance og definition i specielt mellemtonen gør, at Philips-højttalerne falder igennem i denne test.