Testens eneste anlæg med streaming via både DLNA og Bluetooth har en ganske overskuelig app med tilgang til musikbiblioteket på en netværkscomputer. Men selv med app’en har man brug for den lille irriterende fjernbetjening til at skifte kilde og styre lydstyrken. Det burde have været integreret i app’en.
Der er også internetradio (vTuner), men ingen streaming-tjenester såsom Spotify eller WiMP. Til gengæld kan Cabasse streame højopløste musikfiler op til 24 bit/96 kHz. Og flere anlæg kan forbindes trådløst i et multirumssystem.
Koaksial-elementer er monteret i runde satellitkabinetter, hvilket hindrer forvrængning og giver optimal faserespons, uanset hvordan man er placeret i forhold til højttalerne.
Lyden er lige så opløst, som den er energisk. Subwooferen har godt med tryk, og den hægter sig fint på højttalerne, så der ikke opstår et lydmæssigt hul mellem dem. Uanset om det er en jazzet kontrabas eller heftige elektroniske trommer, der er på menuen, har Cabasse både høj troværdighed og en energisk rytmik, der passer fint til en forfest.
Kvindevokaler står nydeligt og luftigt placeret midt i et lydbillede, der kombinerer noget smukt og noget råt. Det er mere, end man har lov til at håbe til denne pris!