Den farverige POP-radio passer lige i størrelsen. Knapperne er ikke for små, den har et letlæseligt display, og den koster ikke alverden. Et tilsyneladende godt køb, for her får man også Bluetooth med handsfree. Så kan man streame musik fra Spotify på mobilen og bruge højttaleren i POP Music, som radioen hedder.
Den har også en lydindgang til andre lydkilder, og det genopladelige batteri kan erstattes med almindelige, alkaliske batterier. Men den opgivne batterilevetid på tre en halv time er alt for kort. Her gælder det om at have strømforsyningen – eller ekstra batterier – lige i nærheden.
Med et praktisk håndtag og en lang, udtrækkelig antenne er der lagt op til god radiomodtagelse, når man er på farten. Radioen fandt alle de stationer, vi ledte efter, og når man sætter strømafbryderen på On, er det bare at nyde.
Eller rettere: Nyde er en overdrivelse. Vi bemærkede, at radioen støjede, selv når volumen stod på nul, og lydkvaliteten er ujævn. Den lyder lidt grovkornet, klangen er mørk, og i betragtning af størrelsen havde vi forventet lidt mere bas. Det kan mærkes, at POP Music er bygget til at være billig. Det kan også høres.