Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Rega Planar 2

Vellykket vinylspiller

Med dynamisk og raffineret lyd er denne pladespiller fra Rega et af de bedste køb i prisklassen.

Skrevet af / 27/10/2016 - 06:00
Rega Planar 2
Lasse Svendsen

At finde en butik med pladespillere på hylderne har sjældent været så let. Nu om dage har selv de store elektronikkæder grammofoner stående i “hi-fi-afdelingen”. Vinylplader er dukket op selv på tankstationer, og gamle lp’er findes frem fra kviste og kældre. Det er gode tider for dem, der laver grammofoner.

Der er ikke blevet solgt så mange pladespillere i 25 år, og samtidig udgives mere og mere ny musik på vinyl.

For førstegangskøbere er der meget at vælge imellem. Ja, selvfølgelig også for de mange, der skrottede pladespilleren, da cd’erne gjorde deres indtog i 1980’erne. Men uanset om interessen er nyfundet eller genopstået, har man brug for noget at spille vinylskiverne på.

For mange vil valget nok falde på en pladespiller fra Pro-Ject, Thorens eller Rega. De fås fra under 2.500 kroner og op til det tidobbelte, og er lette at finde i mange forretninger.

 

Nybørstet udgave

En af dem, engelske Rega, har for nylig skiftet deres pladespillere i den lavere prisklasse ud med helt nye udgaver. Langt det meste er ændret på 2016-modellerne, og den i midten – Planar 2 – ligner kun forgængeren af udseende. Den placerer sig lidt over de billigste budgetgrammofoner i pris og er langt mere tillidsvækkende bygget.

Pladespilleren er bygget op omkring et nyt letvægtschassis i lamineret akryl, men uden de afstivninger, man finder på den næsten dobbelt så dyre Planar 3. Som den ligner meget, men Planar 2 har en tyndere glastallerken (10 mm), en mere simpel RB220-arm uden vægtskala og anti-skating (den er automatisk), og pickup’en er den langt billigere Rega Carbon. Ikke Elys 2, som Planar 3 kommer med. Motoren er også enklere, og kablet ikke af så god kvalitet.

Detaljer, måske, men vigtige detaljer, for en pladespiller er et meget følsomt instrument. Derfor skulle man tro, at den billigste af de to bliver jordet fuldstændig af den 3.000 kroner dyrere version med bedre pickup, finere tonearm og afstivet chassis.

Det gør den ikke.

Side om side ser de så ens ud, at man må tættere på for at se, hvor Rega har sparet på Planar 2 i forhold til Planar 3. Når musikken strømmer ud af højttalerne, og man skifter mellem de to pladespillere, er det let at høre forskellene. Dem er der en del af, men det er ikke sådan, at lydkvaliteten fra den billige model halter langt bagefter den dyre.

For det er ikke kun designet, der ligner; lydsignaturen er også forbløffende ens.

 

Stor og dynamisk lyd

De lader musikken ånde på en baggrund af meget lidt støj, og rytmer får god dynamisk kontrast, uden at musikken virker påtrængende. Lydbilledet er stort og bassen livlig på dem begge, men den dyreste af de to har bedre kontrol og mere overbevisende dybbas. Den henter også flere klangnuancer og detaljer frem og har bedre rytmisk kontrol.

Vokaler har mere klangbund, og lydbilledet virker mere tredimensionelt, når man lytter til Planar 3. Men der er ikke så stor forskel. Den langt billigere model lyder mere åbent, mere fokuseret, og er rytmisk mere stabil end Pro-Ject Essential II USB i samme prisklasse.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Læg f.eks. Neil Cowley Trio på Planar 2, og man bemærker først, at bassen er mere tilstedeværende her, med større dynamisk kontrast. Skifter man til ren klavermusik, såsom 2L-indspilningen Living med Jan Gunnar Hoff, er klaverklangen både skarpere og mere fyldig fra Rega-pladespilleren. Klaveret lyder større, og lydbilledet er lysere med tydeligere fokus på de øverste oktaver.

Ikke overraskende er Planar 3 endnu bedre og giver lytteren bedre indsigt gennem et større vindue til musikken.

Kompleksiteten af klangen fra Trondheimsolisternes mange strygere er rigtig godt fokuseret på alle tre pladespillere, med fordel til Planar 3 og Planar 2 lige efter. Marianne Thorsens soloviolin er skarpt fokuseret foran strygerne i baggrunden, og kontrasten i klangen er større på begge Rega-pladespillere. Pro-Jects grammofon har en varmere klang og lidt mere tonal fylde i mellemtonen end Planar 2, men lyder ikke lige så fokuseret.

Rega Planar 2 ligger tættere på lydkvaliteten fra Planar 3, og man kan med enkle midler og lidt ekstra penge komme endnu tættere på. Skift Carbon-pickup’en ud med en Elys 2 og læg på en uldmåtte på i stedet for den filtmåtte, der følger med. Så kommer man endnu tættere på uden at have brugt så mange penge, som en Planar 3 koster.

Vores største indvending er paradoksalt nok, at Planar 2 er så enkel. Dermed er den meget nem i brug, men jeg foretrækker at indstille nåletrykket med en skala. Det er der ikke her. I stedet skal man dreje kontravægten en hel omgang for forhåbentlig at ende på præcis 2 gram. Som er det anbefalede nåletryk.

Et tip: Sæt pladespilleren på et stift, stabilt og dødt underlag for at holde resonanser i skak. Ellers kan man høre det rumle i højttalerne, når man går hen over gulvet. Alternativt kan den sættes på Regas fine væghylde, som fås i sort og hvid (ekstraudstyr).

 

Konklusion

Har man et stramt et budget, er der ingen tvivl om, at Rega Planar 2 er det bedste køb i prisklassen. Alternativet er den direkte drevne og solide Audio-Technica AT-LP5, som også lyder kanongodt, men mangler lidt af raffinementet hos Rega-pladespilleren. Som er perfekt til både begyndere og viderekomne, måske med undtagelse af de mest kræsne. For dem er der den dyrere Planar 3, som er endnu bedre. Lidt, i hvert fald. Alle andre vil klare sig fint med Planar 2.

Lyd & Billede mener

Livlig dynamik og solid basgengivelse kombineret med åben og fokuseret lyd. Meget følsom med, hvilket underlag den står på, og nåletrykket er svært at indstille præcist uden en vægt.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Det enkleste er det bedste

Verdensklasse!

Scroll to Top