Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Quad Artera Play

Britisk understatement

Quad Artera kan løfte lyden i de fleste anlæg og giver high-end lyd uden afskrækkende prisseddel.

Skrevet af / 22/03/2016 - 06:00
Quad Artera Play
Lasse Svendsen

Med skyhøje priser og enorme kabinetter er hi-fi i high-end klassen for de dedikerede audiofile, der er villige til at ofre store summer for at få den bedst mulige lyd. De fleste af os kan kun drømme om at bruge flere hundrede tusind eller mere på hi-fi.

Faktum er, at langt de fleste lever glade og fornøjede med moderate anlæg eller simpelthen bare en trådløs højttaler, som de streamer Spotify til fra mobiltelefon.

Men der findes en stor gruppe mennesker et sted midtimellem. Det er dem, Quad har lavet Artera-serien til. Lækkert designede, kompakte og praktiske hi-fi-komponenter med langt bedre lyd, end man får i et samlet anlæg til et par tusind kroner.

De har gjort det før. Engelske Quad har aldrig brudt sig om at lave massive forstærkere med endeløs effekt og lumbagofremkaldende kampvægt. I stedet har enheder som forforstærkeren 34, effektforstærkeren 405 og cd-afspilleren 99 været små nok til at passe ind i bogreolen.

Det er en god tradition, for det betyder, at det er lettere at få accept af at bruge lidt ekstra på bedre lyd, uden at anlægget dominerer stuen. Den tradition har de videreført i Elite- og Platinum-serierne. Som er Quads henholdsvis billigste og dyreste hi-fi-serie.

Den nye Artera-serie lægger sig tæt op ad Platinum og består foreløbig af en 140 watt effektforstærker kaldet Artera Stereo samt cd-afspilleren Artera Play. Som har integreret 32 bit digitalkonverter, forforstærkerudgange og – usædvanligt nok – to par analoge indgange til ikke-digitale lydkilder, f.eks. en pladespiller via en pickup-forstærker (RIAA-trin).

Med en bredde på beskedne 32 cm passer de traditionen tro ind i de fleste moderne reoler. Det stilrene design med glasplader på toppen – der er tegnet af Rodney Mead, som også stod for 33 og 405 – er diskret nok til, at anlægget ikke dominerer. Medmindre man supplerer med nogle enorme højttalere.

Langt det meste i samme prisklasse er meget større og tungere end Artera-komponenterne, der indeholder Quads velkendte teknologi og tilsammen sniger sig op på ca. 30.000 kroner, før man har valgt højttalere. Det er det samme, som man skal betale for en integreret Hegel H360 forstærker eller Naim Uniti 2, som begge har streaming. Naim har desuden cd-afspiller.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

 

Digitalkonverter

Cd-afspiller får man også her, men ikke streaming. Det kan imidlertid løses med en Airport Express eller en bærbar computer sluttet til enten en optisk digitalindgang eller USB-indgangen på bagsiden af Artera Play.

For alle med en aktiv cd-samling og andre digitale lydkilder – f.eks. netop en laptop eller en AirPort Express – kan Artera Play være den centrale enhed, der samler alle lydkilder. Tilføj et par aktive højttalere eller en effektforstærker som Artera Stereo (se separat boks), og så har man, hvad Quad i gamle dage kaldte “The Thinking Man’s System”. Et anlæg til dem, der er mere optaget af musik end hi-fi-komponenter.

Afspilleren er bygget op omkring ESS’ ottekanals Sabre ES9018 processor, der arbejder med 32 bit opløsning op til 384 kHz frekvens. Den understøtter de fleste lydformater – inklusive DSD 256-filer – fra tilsluttede digitale lydkilder med to optiske og to koaksiale indgange samt en USB-port.

Det er en digitalkonverter fra øverste hylde, som det er blevet almindeligt på mere eksklusive cd-afspillere.

Den analoge del af Artera Play har to lydindgange og to par forforstærkerudgange – balancerede XLR og ubalancerede RCA – med volumenkontrol for tilslutning til forstærker.

Foran er der kun to knapper – Power og Eject – men man kan styre de vigtigste indstillinger på den lille touch-skærm eller den medfølgende fjernbetjening.

På den får man også adgang til indstillinger som dvale, når der ikke er noget signal til stede, og – endnu vigtigere – fire valgbare digitale filtre, som sætter deres egen karakter på lyden fra afspilleren eller tilsluttede digitale kilder.

 

Det er ikke almindeligt med analoge indgange på en cd-afspiller med DAC, men det får man her. (Foto: Producent)
Det er ikke almindeligt med analoge indgange på en cd-afspiller med DAC, men det får man her. (Foto: Producent)

Blød og fyldig lyd

Med musik fra en stak cd’er og Tidal HiFi via USB og en optisk indgang var alt lagt til rette for en grundig test af lyden fra Artera-sættet. Det, der startede som en analytisk lydtest, endte som en glædens stund, hvor dekonstruktion af lydkvalitet blev underordnet musikglæde.

For så snart man finder ud af, at den ubalancerede udgang ikke lyder nær så klangrigt og fyldigt som den balancerede, og at Smooth nok er den bedste filterindstillinger på afspilleren (hold Prog-knappen inde for at skifte), så lyder Artera Play blødt og varmt med et stort lydbillede.

Det gjaldt, uanset om den var koblet til McIntosh MA8000 eller Audio Research GSi75 – der begge er integrerede forstærkere – men også når den var sluttet til effektforstærkeren Artera Stereo.

Den forbløffende potente bas gik glimrende i spænd med den kontrollerede dynamik, og sammen med Artera Stereo skabte de en meget levende og tiltalende klang med fremragende balance.

Koncertoptagelsen af Alison Krauss’ “New Favorite”, med vokal og dobro (også kaldet resonatorguitar) som de bærende melodielementer over et markant trommebeat, lød smukt og sejt på samme tid. Vokalen blev silkeblødt gengivet med godt fokus, og trommerne fik den nødvendige vægt til, at der var balance i lydbilledet.

Det er ikke helt på niveau med MA8000’s format og ubesværede dynamiske kontrast – ligesom Hegel H360 spiller med større autoritet – men der blev spillet musik, ikke “hi-fi”.

Mit i denne sammenhæng meget anvendte album med Keith Jarrett i Montreux er også en koncertoptagelse, og her gav kombinationen en rytmisk engagerende oplevelse. Klaveret lyder lidt mere indpakket end med MA8000 som forstærker, og der er ikke den samme gengivelse af små klangnuancer, som man får med GSi75.

Men bas- og trommesoloen på åbningssporet fik godt med drive, hvor jeg let kunne høre lilletrommen dirre i luften, mens Jack DeJohnette hamrede løs på bækkenerne. Jeg savnede lidt luftighed i diskanten, men det føltes aldrig forkert eller underligt, for Artera-sættet gav mig alligevel følelsen af, at jeg lyttede til en afbalanceret og helstøbt musikalsk fremførelse.

Formatet og tredimensionaliteten er ikke på niveau med, hvad man får fra dyrere anlæg, men det er heller ikke så vigtigt, når der er tale om en kombination af cd-afspiller, DAC, forforstærker og effektforstærker til 30.000 kroner.

Da jeg f.eks. skiftede fra Neil Youngs “Welcome to the Big Room” – en ikke særlig vellydende live-optagelse fra Bluenote Café – til Ingebjørg Bratlands “Stjernerne”, var kontrasten enorm. Præcis som den skal være. Artera-sættet havde taget T-shirt på og rocket med Neil Young, men skiftede ubesværet til skjorte og jakke på den smukke “Stjernerne” og gav mig en klump i halsen på “Fordi eg elskar deg” – Ingebjørgs fortolkning af Bob Dylans “Make You Feel My Love”.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Konklusion

Quad Artera Play kan placeres i ethvert anlæg, der savner en vellydende kombination af cd-afspiller, DAC og forforstærker, og slippe fra det med æren i behold. I mange tilfælde kan den løfte lyden i anlægget, fordi den har en bedre DAC, end ældre afspillere har.

Med sin kombination af analoge og digitale indgange er Artera Play en glimrende cd-afspiller, som vi sagtens kan anbefale til dem, der savner en vellydende afspiller med fleksible egenskaber. Sammen med effektforstærkeren Artera Stereo er det et prisgunstigt anlæg, der både udfordrer dyrere high-end udstyr på lydkvalitet og overgår meget af det på brugervenlighed.

Lyd & Billede mener

Meget vellydende og afbalanceret lyd. Otte indgange kombineret med cd-afspiller, digitalkonverter og forstærker. Ingen streaming, og touch-skærmen er ikke til at blive klog på.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Det enkleste er det bedste

Verdensklasse!

Scroll to Top