Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Pioneer PLX-1000

Hi-fi-lyd for DJ-frelste

Udseendet til trods er Pioneers DJ-pladespiller et glimrende valg som grammofon derhjemme.

Skrevet af / 20/09/2018 - 12:25
Pioneer PLX-1000
Lasse Svendsen

Den måske mest berømte pladespiller af dem alle, Technics SL-1210, er for længst historie. Men der produceres stadig en række efterligninger. For DJ-markedet er ikke kun digitale DJ-konsoller og DJ-apps til iPad.

Der er stadig et marked for 12-tommers lp’er, og det kræver en pladespiller, der egner sig til det. Her er lang holdbarhed, mulighed for at scratche, pitch-kontrol og hurtig udskiftning af pickuppen vigtigere end lydkvalitet.

Derfor sætter man ikke en dyr MC-pickup på en pladespiller, der skal scratches med. Den må klare sig med en Ortofon Concorde med en billig nål.

Det holder selvfølgelig ikke for entusiaster med en voksende pladesamling. De smiler overbærende ad DJ-pladespillerne og ved godt, at smal slibning, remtræk, et knivskarpt armophæng og videnskabelig dæmpning ikke er foreneligt med en DJ-grammofon.

Men Reloop og Audio-Technica har vist, at det faktisk kan lade sig gøre at lave direkte drevne pladespillere a la Technics SL-1210 og samtidig få god lyd.

Pioneer PLX-1000 er en direkte drevet pladespiller lavet af Pioneers DJ-afdeling. Derfor ligner den til forveksling SL-1210 og bliver ligesom den omfavnet af DJ’s med kufferter fulde af 12-tommere.

Pladespilleren er ikke beregnet til forbrugermarkedet, men den indeholder så mange forbedringer i forhold til Technics-pladespilleren, at den har potentiale for bedre lyd.

Pioneer PLX-1000 er en DJ-pladespiller, bare mere vellydende end forventet. Foto: Pioneer

Bedre dæmpning

F.eks. er den S-formede arm med aftageligt pickuphus (headshell) dæmpet med gummi indeni. Armen har lettilgængelig højdejustering, anti-skating og modvægt, så at skifte pickup er aldrig noget problem.

Den 33 cm store aluminiumtallerken er bedre dæmpet, det samme er chassiset (8 mm inderchassis i zink, 9 mm dæmpningsmateriale og fjederophæng med gummidæmpning), og den trefasede motor har dobbelt så kraftigt drejningsmoment (4,5 kg/cm) og mindre end halvt så lang opstart. 0,3 mod 0,7 sekunder.

Pladespilleren har også aftagelige kabler, som gør det lettere at koble fra og pakke ned. Der medfølger en gummimåtte, men også en scratch-måtte (slip mat) og et støvlåg med solide hængsler.

Observante læsere vil bemærke hullet bagpå, mellem tallerkenen og armbasen. Det er en holder til et ekstra pickuphus, så det er hurtigt og nemt at skifte pickup.

Pitch-hastigheden kan ændres i tre niveauer med pitch-kontrollen, +/-8, +/-16 og +/-50 procent, og nulstilles med en knap.

Den typiske DJ-rig med to pladespillere og et miksebord. Foto: Pioneer

Bas med autoritet

Indtil videre lyder det som en rendyrket DJ-pladespiller.

Derfor er det til at forstå, hvis nogle er skeptiske over for Pioneer-pladespilleren. Der stiller til start sammen med stærke konkurrenter som Rega Planar 3, Reloop Hi-Fi Turn5 og Pro-Ject 1Xpression Carbon Classic.

Et felt, hvor en DJ-pickup vil have svært ved at hævde sig. Så jeg prøvede med andre pickupper. Den budgetvenlige Ortofon 2M Blue og Audio-Technica AT-ART9 er fremragende MC-pickupper i en højere prisklasse.

På den norske jazzklassiker Fairytales med Radka Toneff var lyden varm og fyldig med Ortofon-pickuppen og mindede meget om klangen fra Pro-Ject-pladespilleren. Bare med en mere markeret bas, som gav Steve Dobrogosz’ klaver mere dybde. Med ART9 åbnede lydbilledet sig mere op, og langt flere detaljer åbenbarede sig. Musikken lød simpelthen mere luftig og bedre fokuseret.

En Rega Planar 3 med Elys2-pickup er lidt bedre balanceret og har bedre dynamisk kontrast i bassen. Måske fordi Rega-pladespilleren har klassens bedste tonearm. Den er i hvert fald ikke så løs i det som den på Pioneers pladespiller. Hvilket kan være grunden til, at Mozarts Requiem ikke lød lige så fokuseret og præcist her, selv med ART9.

Men det er muligt at stramme ophænget på Pioneer-armen, hvilket jeg absolut anbefaler at gøre. Det vil nemlig hente flere detaljer frem og give bedre fokus. Det ændrer dog ikke på, at PLX-1000 lyder dynamisk og engagerende.

Dire Straits’ “Love Over Gold” fremstår f.eks. med autoritet og en fænomenal basgengivelse, som kun Reloop-pladespilleren er i nærheden af. Ikke dårligt for en DJ-pladespiller, men lige netop bas bør også være en af styrkerne på en pladespiller som denne.

Konklusion

Man forventer ikke, at en DJ-pladespiller spiller musik med samme opløsning, fokus og balance som en hi-fi-pladespiller. Men Pioneer PLX-1000 klarer det med bravur. Den kan konkurrere med etablerede grammofoner i samme prisklasse, og med lidt strammere tolerance i armophænget er potentialet for seriøs drømmelyd stort. PLX-1000 er en fremragende pladespiller for dem, der vil have i både pose og sæk.

Karakter
Pioneer PLX-1000

Lyd & Billede mener

Solid basdynamik, varm og fyldig klang, byggekvalitet i en klasse for sig. Men det løse armophæng trækker ned.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Det enkleste er det bedste

Verdensklasse!

Scroll to Top