For de allerfleste er et phono-trin et helt ukendt begreb. Sig RIAA-trin, og du vil blive mødt med et spørgsmålstegn. Selv folk, der har et årelangt forhold til pladespillere, vil have svært ved at forklare, hvad et phono-trin gør.  

Det er selvfølgelig helt i orden. For mens de fleste slutter deres pladespiller til forstærkeren og afspiller vinylplader uden at tænke på tekniske termer, er der en gruppe vinylentusiaster, som går hele vejen.  

De har ofte en kostbar pladespiller med et meget delikat pickup-design, og de kender begreber, der for de fleste vil være det rene volapyk.   

Sig azimut, overhæng og Shibata, og de vil nikke genkendende.   

For denne eksklusive gruppe af feinschmeckere er udtrykket phono-trin – eller RIAA-trin – noget, der hurtigt kan give anledning til lange diskussioner om impedansbelastning, kapacitans og gain.  

Det er denne gruppe af entusiaster, som vil få løbsk mundvand, når de ser MoFi Electronics MasterPhono. Det er et phono-trin i premiumklassen, der banker på high-end-døren, og som er mere gennemtænkt end de fleste phono-trin, vi har testet. 

MasterPhono

Der er lysår mellem MasterPhono og phono-trinnet i en almindelig integreret forstærker. Sidstnævnte består som regel af en håndfuld komponenter på en lille printplade, placeret så langt væk fra elektromagnetisk støj som muligt, og opbygget så pris og kvalitet hænger sammen.  

Sidstnævnte gælder også for MasterPhono. En af branchens grand old men, Peter Madnick fra bl.a. Audio Alchemy, Dennesen og andre, fik til opgave at skabe et phono-trin til 6.000 US dollar. Det betyder, at man må gå på kompromis, men ikke nær så meget som med et phono-trin til 600 dollar.  

En stor ekstern strømforsyning var udelukket. To kabinetter ville have kostet for meget, men budgettet tillod, at Madnick kunne skrotte den sædvanlige vægtrafo, som ofte følger med phono-trin i den lavere prisklasse.     

Så Madnick måtte nøjes med ét chassis, men han traf et smart valg undervejs. Strømforsyningen blev placeret på indersiden af kabinettet, men adskilt fra signalbehandlingen og placeret helt forrest i kabinettet. Som man kan se på billederne, er strømforsyningen langt væk fra de kredsløb, der driver den følsomme signalbehandling.  

Selve phono-trinnet er forbundet til strømforsyningen med kabler, der bogstaveligt talt løber i rør mellem dem. På den måde mener Madnick, at han kan opnå fordelene ved en separat strømforsyning – mindre støj, mindre elektromagnetisk interferens osv. – uden at skulle bekoste et ekstra kabinet.  

På den måde har han kunnet bruge flere ressourcer på lyddelen, som i MasterPhono består af diskret opbyggede kredsløb i to monokanaler med balanceret XLR ind og ud, der understøtter både Moving Magnet- og Moving Coil-pickupper.   

Master control

Her kunne man have taget flere genveje. Som f.eks. at montere små dip-switches direkte på printpladerne for at justere impedansbelastning eller gain. Det er en enkel, men upraktisk måde at give brugeren justeringsmuligheder på. Man ville være nødt til at skrue et dæksel af, eller i værste fald hele toppladen på kabinettet, for at kunne komme til de små switche.  

I stedet har Madnick valgt at placere alle de vigtige indstillingsmuligheder på fronten (jeg hører et stille bifald derude). Og ikke nok med det, der følger også en fjernbetjening med, så man kan sidde i sofaen og justere gain, impedansbelastning fra 10 Ohm til 47 kOhm, gain fra 40 til 70 dB, vælge indgang og slå det subsoniske filter til og fra (-12 dB @20 Hz), skifte til mono ved afspilning af monooptagelser – og en rigtig nørdeting: VU-meteret viser normalt signalet i begge kanaler, men hvis man holder Meter-knappen nede, skifter det funktion til kalibreringstilstand.  

Det betyder, at man kan finde værktøjskassen og en passende testpakke med kalibreringstoner frem og finjustere pickuppens azimut (sporingsvinkel), indtil VU-meteret viser 0. Det hele er godt forklaret i den medfølgende brugervejledning. Den forklarer også, hvad de indgange, der er mærket Current, Voltage og Custom input, betyder.  

Current-indgangen (1) bruges fortrinsvis med pickupper, der har ekstremt lav impedans, så lav, at impedans-omskifteren på fronten bliver (bogstaveligt talt) overflødig, når signalet går gennem den indgang. Voltage-indgangene (2 og 3) bruges som normalt med MC- eller MM-pickupper, mens de to Custom-stik kan benyttes, hvis man har brug for at ændre impedansen til en bestemt værdi. I så fald indstilles impedans-vælgeren til Opt (optional).  

Masterlyd

Al den kontrol over alt det, der er vigtigt på et phono-trin, gør MasterPhono til en fryd for ørerne at bruge. Bare det at kunne sætte sig i stolen og lytte sig frem til en foretrukken impedans øger brugervenligheden mange niveauer.  

Der er et par sekunders forsinkelse, fra man tænder for strømmen, til man hører lyden, og der er også en forsinkelse, når man ændrer indgang, gain eller impedans.  

Lige bortset fra det er MasterPhono en fest. Man kan dæmpe eller slukke lyset i metervinduet, og selv om muligheden for at tilslutte flere pladespillere næppe er vigtig for ret mange, viser det, hvor gennemtænkt konstruktionen er.  

MasterPhono er stort set i samme klasse som Rega Aura MC og Gryphon Sonett, og prisen er betydeligt mere rimelig end prisen for Audio Research PH9. Men Aura MC er kun et MC-trin, Sonett er udgået, og PH9 koster næsten dobbelt så meget.  

Det betyder ikke, at MasterPhono er uden konkurrence. Der findes phono-trin i samme prisklasse fra Acoustic Signature, Avid og Chord i nogenlunde samme prisklasse, som vi ikke har testet.  

I vores test blev MasterPhono brugt med MM-pickupper fra Audio-Technica og Ortofon MC Windfeld Ti, og i løbet af de uger, den stod på testbænken, brugte vi også MasterPhono sammen med MoFi’s MasterDeck med Studiosilver MC.  

Det er ikke blot alle de forskellige indstillingsmuligheder, der gør MasterPhono så fleksibel.  

Den tackler moderne klaveroptagelser lige så godt som monoindspilninger fra 50’erne.  

Den krystalklare 2L-indspilning af Jan Gunnar Hoffs klaverspil på albummet Polarity lyder så åben som nogensinde, og lydbilledet er transparent og detaljeret. Selv med gain sat til maksimum er der ingen støj i lydbilledet, som trækker lyden mod en behagelig varm glød.  

Kontrabassen gengives med stram kontrol, hvor de dybere toner i det store instrument fremhæves smukt, og dynamikken er upåklagelig. Det gælder også for slagtøj, som både på Polarity og for Trio Jazz med Keith Jarrett på klaver, Gary Peacock på bas, hvor Jack DeJohnette på slagtøj udfordrer MasterPhono’s dynamiske kontrast.  

Men både her og på Ezra Collectives Dance No One’s Watching er den dynamiske kontrast fremragende, og det svinger virkelig i det rytmiske udtryk, når musikken passerer gennem MasterPhono.  

Ikke alene er lydbilledet åbent og transparent, det opleves også som naturligt, ubesværet og tæt på. Der er en sort baggrund her, som sluger al støj og lader musikken trænge igennem.  

Det gentager sig på plade efter plade, og det komplekse lydbillede på Pat Methenys Side Eye NYC fremstår raffineret, flydende og levende. MasterPhono formår at adskille instrumenter og toner fra hinanden på en måde, som et phono-trin til 5.000 kroner ikke kommer i nærheden af.