SVS Prime Wireless SoundBase

Hvem sagde lille?

SVS’ miniforstærker lyder stort og flot, og er et interessant alternativ til de etablerede.

prime wireless soundbase front 1 54024

Foto: SVS

Amerikanske SVS er først og fremmest kendt for sine subwoofere, som helt bogstaveligt leverer smæk for skillingen i hjemmebiografen. Firmaet laver dog også udstyr til stereobrug. Prime Wireless SoundBase er en kompakt integreret forstærker med et fuldt sæt analoge og digitale indgange. Den er en smule større end Sonos’ og Bluesounds bud, men stadig ikke større end en æske chokolade, der kunne bruges som værtsgave til nogen, man kun kender overfladisk.

I modsætning til de to andre ultrakompakte forstærkere har SVS fysiske kontroller på fronten. To drejeknapper til henholdsvis indgangsvalg og volumen/afspilning. Et display viser indstillingen.

På bagsiden finder man to sæt analoge line-indgange (RCA og minijack), subwooferudgang, et sæt uregulerede RCA-udgangsbøsninger samt et sæt billige, men solide banan/skruebøsninger til højttalere. Der er også ind- og udgang til kablet netværk, men ikke nogen pladespillerindgang (RIAA).

SVS prøver ikke på at tage multirumskonkurrencen op med Sonos på egen hånd, men har tilsluttet sig DTS Play-Fi. Det er en glimrende beslutning, og via Play-Fi-app’en får man adgang til en lang liste af streaming-tjenester, herunder Spotify og Tidal.

Den trådløse opsætning er sådan set simpel og sker vi app’en, men selv om anlægget stod næsten lige ved siden af routeren, krævede det alligevel en del forsøg, før det lykkedes at få SoundBase til at samarbejde med netværket og installere opdateringen. I det hele taget blev SoundBase aldrig rigtig gode venner med det trådløse netværk. Afspilning via Spotify Connect gik fint, men tabsfri afspilning via Tidal HiFi led under hyppige udfald.

prime wireless soundbase back 1 w 54031
SVS Prime Wireless SoundBase er et fint bud på en ultrakompakt streaming-forstærker, der kan gemmes væk i reolen, men den er også pæn nok til at stå fremme. Foto: SVS

Lyden af Prime Wireless SoundBase

SVS lever lydmæssigt op til sit rygte. Den lille SoundBase gør alt, hvad den kan, for at få mig til at glemme dens størrelse – og lykkes med det. Hverken på kraft eller nuancer står den tilbage for fuldvoksne stereoforstærkere i samme prisklasse.

Den leverer et nært og direkte lydbillede, der klæder rytmisk musik. Feists “When I Was a Young Girl” er helt fremme i stuen, og fødderne rocker automatisk med. Men der er stadig godt med rum bagved højttalerne. Korstemmerne på Koyaanisqatsi står nydeligt placeret i rummet, samtidig med at orglet får den tyngde i bassen, som det skal have. Også på højttalere, der ikke er superlette at drive.

Konklusion

SVS Prime Wireless SoundBase er et fint bud på en ultrakompakt streaming-forstærker, der kan gemmes væk i reolen, men den er også pæn nok til at stå fremme. Lydmæssigt giver den Bluesound og Sonos kamp hen over stregen, men bliver dog overhalet af disse på streaming og multirum i kraft af bedre fungerende software. Er man parat til at lægge reol til en fuldvoksen forstærker, får man desuden endnu mere for pengene hos både NAD og Onkyo.

Læs videre
Exit mobile version