Radioen kommer med indbygget genopladeligt batteri, der holder i op til 16 timer, og den kan styres med den medfølgende fjernbetjening. Man kan også tilslutte en analog lydkilde samt hovedtelefoner.
Som ventet er lyden god, hvad enten man streamer eller hører radio. Den lille højttaler er godt balanceret, og PAL+ håndterer bas lige så godt som mellemtone og diskant. Lydbilledet er klokkeklart for en så lille radio, og mellemtonen gør stemmer rigtig godt fokuseret. Klangen er fyldig, omend ikke så kraftig som på Pinell GO+, men man kan skrue ret meget op, før lyden begynder at skurre.
Den bærbare Tivoli-radio spiller lidt bedre end de andre i testen, og med et stort, tydeligt display er den nem i brug. Hvis man ikke har behov for streaming, findes den samme radio i en version uden Bluetooth til cirka 500 kroner mindre.