En af testens mindste er en fiks, men ikke transportabel radio. Man kan dog få en separat batteripakke til ca. 500 kroner, som hægtes på bagsiden af radioen og giver 12-15 timers spilletid på en opladning.
Ruark R1 Mk3 er en temmelig lille DAB+ radio med Bluetooth til trådløs streaming, men den forsvarer sit prisskilt med mere gennemført kvalitet. Såsom trækabinet eller stofbetræk og solide knapper, der gør ejerglæden og brugervenligheden høj. Den har en letlæselig skærm og store knapper, der gør den nem at bruge.
Med Bluetooth er R1 Mk3 også en god streaming-højttaler, og som radio lyder den lille sag forbløffende godt. Lyden er klar og åben, der er rigeligt med bas for en så lille enhed, og tale gengives klokkeklart. Det samme gælder musik, hvor lydbilledet er fyldigt og klangrigt. Sammenlignet med Tivoli Audio Model One Digital er lyden klarere og mere åben med bedre fokus på detaljer.
Ruark R1 Mk3 er ikke billig, men den både spiller bedre og ser bedre ud end andre småradioer på markedet.