Klipsch PowerGate

Et komplet underholdningscenter

Streaming-forstærkeren med flest tilslutningsmuligheder er det Klipsch, der står for. Og den er rigtig god.

Klipsch Powergate WEB 30811

(Foto: Producent)

Klipsch er ret ny i streaming-gamet og har indset, at når det gælder apps og brugerflade, så findes der allerede indarbejdede løsninger, som fungerer bedre, end de selv kunne gøre det.

Valget er faldet på DTS Play-Fi, og det er ikke dumt. Systemet understøtter nemlig langt de fleste musiktjenester, og app’en er meget strømlinet og reagerer desuden lynhurtigt. Man kan bruge Play-Fi-app’en eller downloade Klipsch Stream. Det er den samme app; der står bare Klipsch på sidstnævnte. Vi kan især godt lide, at mobilens fysiske volumenknapper kan bruges til at styre lydniveauet.

Ud over streaming-tjenester understøtter PowerGate højopløste musikfiler via USB og netværk. Den adskiller sig fra resten af feltet ved at have pladespillerindgang, så du kan sende lyden fra din grammofon trådløst til resten af huset. Sejt! Desuden er det testens eneste forstærker med USB-B-indgang, der tager over som pc’ens eller Mac’ens lydkort ved tilslutning. Rart for gamere og andre, der gerne vil slutte lyden fra computeren til anlægget uden at miste kvalitet.

Desuden har PowerGate en hovedtelefonudgang, så du også kan høre musik, når der skal være stille i huset.

Klipsch Powergate rear 30809
USB-B-indgang lader Klipsch PowerGate tage over som lydkort for pc og Mac. Desuden har den pladespillerindgang. Slå den!

 

Lydkvalitet

Når Klipsch står for lyden, får vi et stort, sejt og kraftigt lydbillede. Der er mere krudt her end hos både EC Living og Yamaha, hvilket Infected Mushrooms elektroniske rytmer nyder godt af. Det snurrige, men heftige nummer “She Zoremet” får godt med knald på, og forstærkeren er hurtigere i bassen end HEOS Amp.

Lyden er varm og bliver ikke skarp, når man spiller højt. Derimod mangler der lidt opløsning på tamburinen og cymbalerne, når country-gruppen Darling West spiller op til dans med “While I Was Asleep”.

Stereoperspektivet hos Klipsch er ikke helt, hvad vi havde håbet. Klassisk musik får en lidt flad horisont, og der mangler lidt på den ekstra dimension i forhold til EC Living og Bluesound. Men nu pernittengryner vi, for Klipsch lader i meget høj grad højttalerne bestemme lyden.

Konklusion

Når det gælder tilslutningsmuligheder, er Klipsch PowerGate nærmest i en liga for sig blandt små streaming-forstærkere. Selv pladespilleren har fået sin egen indgang. Alligevel har man formået at holde brugervenligheden i top, ikke mindst takket være den fremragende Play-Fi brugerflade. Du kan også benytte den medfølgende fjernbetjening, hvis du vil.

Lyden er god, med kraft og dynamik som de bedste egenskaber. Det er en sjov og underholdende forstærker, glimrende til hiphop og elektronisk pop, men også til rock. Til klassiker findes der bedre alternativer, men for pokker, hvor er den festlig!

Læs videre
Exit mobile version