Steelseries Aerox 5 Wireless

Mus i sportstøj

Testens sjoveste gaming-mus er svedsikker og farvestrålende.

Aerox 5WL Hero 02

(Foto: Steelseries)

Danske SteelSeries er kendt i hele verden for deres gaming-tilbehør. De laver ikke selv komplette computere, men man finder deres teknologi i færdige maskiner fra MSI.

SteelSeries Aerox 5 Wireless stikker ud fra mængden, og selv om den er sort, er den umulig at overse. For det første er det meste af overfladen gennemhullet. Det ser kækt ud, men handler om at sikre et stabilt greb, når hænderne er våde af sved efter timers spil i et varmt lokale.

Aerox 5WL Hero 01
SteelSeries Aerox 5 er ude på skæg og ballade. På en god måde. (Foto: Steelseries)

Skulle det ikke være nok til at sikre opmærksomhed, har Aerox 5 det vildeste indbyggede lysshow, jeg nogensinde kan mindes at have set i en mus! Der er ikke bare én, men hele tre adskilte zoner af RGB-lys i gaming-musen. Hver zone kan have sit eget lysshow med blinkende lys og glidende farveforløb. Og det hele kan ses tydeligt gennem hullerne i musens krop.

Otte velanbragte knapper

Aerox 5 Wireless er også betjeningsmæssigt noget for sig. I alt otte knapper gør det muligt at styre flere spilfunktioner end nogen af konkurrenterne. Og de fleste er anbragt på praktiske steder. Sensoren på SteelSeries-musen har den laveste opløsning i testen, nemlig ”kun” 18.000 DPI og en aftastningshastighed på 400 tommer i sekundet. Det er værdier, der ville have været toppen af det mulige for få år siden. Og det er stadig rigeligt.

Læs også TEST: Steelseries Arctis Nova Pro Wireless Steelseries’ topmodel har faktisk alle de features, man kan komme i tanke om at bede om.

Knapperne har den laveste modstand i testen, så hvis du foretrækker spil, hvor det handler om at affyre hurtigere salver end nogen anden, er dette musen for dig.

SteelSeries Engine GG er mere omfattende end selv Razers software. Det siger sig selv, at man kan definere knappernes funktion, vælge springene i opløsning på sensoren, og trimme acceleration og deceleration. Naturligvis. Og lysanimationerne har vi allerede berørt. At man kan vælge museindstillinger for hver enkelt spil i samlingen, er heller ikke nogen overraskelse. Men at man får lydprogrammet Sonar, der er SteelSeries’ virtuelle 3D-surround gratis med i købet, er lidt ud over det forventede til en mus.

Konklusion

SteelSeries Aerox 5 Wireless er helt sin egen, men heldigvis på en god måde. Den er sjov og sporty, og styresoftwaren er den bedste i testen (med Razer Synapse på en tæt andenplads). Samtidig er den knusende præcis og ligger godt i hånden. Og knapperne imponerer på både hastighed og antal.

Læs videre
Exit mobile version