Glorious gaming har hjemme i Dallas, Texas, hvilket uundgåeligt giver associationer til gunslingers. Så lad os bare kaste os ud i det og konstatere, at hvis Glorious Gaming model D2 PRO 4K/8K havde været en karakter i en western, ville den være Jack Palance: En åleslank, sortklædt og alvorlig pistolmand.

Der er absolut ingen pynt eller dekoration over Model D2 PRO. Alt er sort, og formen er ergonomisk nøjsom. Og intet lysshow, med mindre man medregner en grøn LED, når kablet er sat i. Gaming-musen fås i fire næsten identiske varianter. Model D2 PRO er beregnet til et fladt greb, hvor hele hånden hviler på musen, mens den lidt rundere Model O2 PRO er beregnet til ”claw”-greb, hvor midten af hånden krummes over musen. Personligt foretrækker jeg det flade greb, men de to mus rummer i øvrigt samme elektronik og er lige hurtige og præcise. For at gøre forvirringen komplet kan man også få musene i en normalvariant, der er lidt billigere, samt en såkaldt ”4K/8K”-udgave, der giver mulighed for aflæsning af musen (polling) op til 8.000 gange i sekundet. Normalt aflæses mus op til 1.000 gange i sekundet.
Den høje læsefrekvens giver alt andet lige mulighed for større præcision i kampens hede. Men du skal være vanvittigt hurtig for nogensinde at opdage – endsige udnytte – forskellen.
Det samme kan man sige om Glorious-musenes opløsning på 26.000 DPI, der er et flot tal uden betydning. Den svimlende sensorhastighed på 650 tommer i sekundet kan til gengæld godt gøre en fordel i meget actionprægede spil. Og den finder man på alle fire varianter af musen.
Det medfølgende kabel på to meter er stofbetrukket og meget, meget let. Ud over kabel og trådløs USB-adapter får man et ekstra sæt glidesko med i æsken.
Konklusion
Glorious Gaming D2 PRO 4K/8K er en mus med data i den allerøverste ende. Det er også testens dyreste mus, men er prisen afgørende, genfinder man faktisk de fleste af de gode egenskaber i de billige modeller. Glorious-musen ligger behageligt og sikkert i hånden, også når det går stærkt, hvilket er alt afgørende. Dette betyder, at Texas-musen ender som testens samlede vinder.