Razer Nari Ultimate

Bamsede brumbasser

Razer kender sine kunder, og de bliver ikke skuffede over det store sjove headset.

Nari Ultimate1
Nari Ultimate3 scaled
Hvis du har lyst til et par store og bamsede ørebøffer at gemme hovedet i, er dette svaret. (Foto: Razer)

Razer Nari Ultimate er den trådløse topmodel fra Razer. Der findes en næsten identisk lillebror, Razer Nari. Den eneste forskel på de to er de såkaldte L5 Haptic Drivers, der fungerer som subwoofere og giver ekstra “guf” i bassen.

Af ydre ligner det de fleste Razer-headsets, jeg er stødt på: Et par runde ørekopper på størrelse med sandwichboller, holdt sammen af en metalbøjle. Ørepuderne er tykke og bløde og indeholder en kølende gelé. Razer-logoet på hver ørekop kan blinke i takt med resten af systemet, herunder Hue-lamper fra Philips. Det hele virker både solidt og lækkert. I betragtning af at Razer-hovedsættet koster betydelig mindre end de fleste i testen, scorer det højt på byggekvalitetsskalaen!

Nari Ultimate Life1 scaled
Razer-logoet på hver ørekop kan blinke i takt med resten af systemet, herunder Hue-lamper fra Philips. (Foto: Razer)

Den trådløse forbindelse skabes med en lille USB-dongle, der kan parkeres i en “garage” i den ene ørekop. Smart. Den trådløse forbindelse virker dog kun på Windows-PC’er. Til f.eks. håndholdte konsoller er der en 3,5 mm minijack-indgang for analog lyd. Opladning sker via det medfølgende USB-kabel.

Mikrofonen sidder på en svanehals, der kan rulles ind i venstre ørekop. Der er to drejeknapper på ørekopperne: En til lydstyrke og en til at justere balancen mellem spillyd og chat. Lyd, lys og virtuel surround-lyd (THX) kan indstilles med Razers Synapse-styreprogram, der er lige så gennemarbejdet, som det er gigantisk.

Aktive subwoofere i hovedtelefoner er noget, jeg sjældent er stødt på. Faktisk kun i Skullcandy Crusher, som mere tjente til advarsel end anbefaling. Heldigvis har Razer haft mere succes med at få dybbassen til at hænge sammen med resten. Når granaterne slår ned, mærkes rystelserne i hele kraniet. Det er helt godkendt til 3D-spil og også til film.

Når granaterne slår ned, mærkes rystelserne i hele kraniet. Det er helt godkendt til 3D-spil og også til film. (Foto: Razer)

Til musik er effekten mindre overbevisende. Her kan man ofte mærke, at rystelsen kommer en lille smule senere end lyden, som om stortrommen og bassen er en anelse ude af takt. Den kan heldigvis slås fra, hvis der er behov. Lyden er i øvrigt udmærket hen over resten af toneområdet. Ikke så glasklar og hi-fi-agtig som de dyrere konkurrenter, men ren og med en god balance.

Læs også Test: Razer Nari Ægte trådløshed og magtfuld lyd gør Razer Navi til en fornøjelse at have på.

 

Konklusion

Razer Nari Ultimate er et stort og lækkert udført trådløst gaming-headset med alle de features, man kan forvente i high-end-klassen. Bare lidt billigere. Hvis du har lyst til et par store og bamsede ørebøffer at gemme hovedet i, er dette svaret. Den haptiske subwoofer-bas er sjov, men kan du leve uden ekstra rysteture, kan lillebror Razer Nari også være et godt køb.

Razer Nari Ultimate er et stort og lækkert udført trådløst gaming-headset med alle de features, man kan forvente i high-end-klassen. Bare lidt billigere. (Foto: Razer)
Læs videre
Exit mobile version