HP Omen Max 16 er en forholdsvis kompakt computer, selvom den i virkeligheden kun er et par centimeter mindre end den store Acer i både bredden og dybden, hvilket gør den let at have med.
Kabinettet er i sort metal. Tastaturet fylder hele bredden og der er blevet plads til et fuldt numerisk tastatur. Desværre er det noget sammenklemt og ikke særlig ergonomisk i brug, og uden mellemrum mellem tasterne er det nemt at taste forkert.

Tasterne har lyse kanter, så RGB-lyset bedre kan ses, hvilket er en smagssag, men bidrager til gaming-oplevelsen. Tastaturet er leveret af HyperX.
Skærmen er en 16-tommer IPS WQXGA (2.560 x 1.600 pixel) med en mat overflade. Mat eller blank overflade er en smagssag, men skærmen har ikke den dybde i farverne som OLED-skærme.
Portene inkluderer to USB-C porte på venstre side, en Ethernet-port på bagsiden, to USB-A porte (en bagpå og en på siden) og en HDMI-udgang.

Benchmarks
HP Omen Max 16 har den samme 2,7 GHz Intel Core Ultra 9-275HX processor og Nvidia GeForce RTX 5080 grafikprocessor som Acer og Lenovo. Men prisen er behageligt lavere.
I 3DMark-tests scorer den 33.012 i Fire Strike, hvilket er absolut fornemt. Et resultat på 16.507 i Time Spy er til gengæld lidt under konkurrenterne.
En score på 4.337 i 3DMark Speed Way er rigtig fint. Men stadig en tredjedel under Lenovo med samme hardware.
På AI-relaterede tests leverer HP Omen Max 16 stærke AI-resultater, tæt på Lenovos topydelse.