HP Omen Blast

Usammenhængende

HP Omen Blast virker lækkert, men lyden skuffer fælt.

Foghorn ShadowBlack OMEN Headset Coreset FrontLeft Closeup

HP Omen Blast er testens næstbilligste headset. Det kan man dog ikke se med det blotte øje, for det ser virkelig imponerende ud. Ørekopperne er kæmpestore og cirkelrunde, ørepuderne er store og tykke som sækkestole, og hovedbøjlen er blødt foret og fjederophængt. En gevaldig metalbøjle knejser højt over hovedet og holder headsettet sammen. Bærekomforten er glimrende, og hovedsættet er overraskende let i betragtning af størrelsen.

Kablet er betrukket med en flettet stofstrømpe for at forhindre filtring. En USB-dongle indeholder et lydkort med 7.1-kanalers virtuel surround-lyd, men headsettet kan også bruges med lydkilder med 4-pol minijack-udgang, såsom konsoller og visse mobiltelefoner.

HP’s styre-app Omen Command Center har en EQ-funktion, der faktisk er udmærket, selv om standardindstillingen ligner et bjerglandskab. Det virker, som om programmøren aldrig har set en equalizer før og har tænkt, at det ville se seriøst ud, at samtlige ti frekvensbånd var reguleret.

Indelukket og fjernt

Alt er således såre godt, indtil man begynder at lytte til headsettet. Det er, som om de to ørekopper befinder sig i hver sin verden, for lydbilledet bliver aldrig homogent. Det hele kommer sådan set med, men lyden er indelukket og fjern. Det gælder både med og uden Omen Control Center og med og uden USB-lydkort-donglen.

At slå 7.1-surround til i app’en gør lyden anderledes og giver et løft i diskanten, men overbevisende bliver det aldrig.

Konklusion

HP Omen Blast er flot og lækkert, og det er meget behageligt at have på. Men det hjælper ikke meget, når lyden er så skuffende, som det er tilfældet her. Man kan godt spille med det, men lyden er ikke på niveau med de andre i testen. Og 3D-effekten er heller ikke god, hverken til spil eller film. Når karakteren alligevel kæmper sig op på et tretal, skyldes det alene byggekvaliteten.

Læs videre
Exit mobile version