ASUS Strix GL502VT

Fluevægtsmesteren

Bærbar nok til at kunne bruges til hverdag, men stærk nok til seriøst spilarbejde.
Lyd & Billede mener
Slank og elegant letvægts-gamer, der kan mere, end den ser ud til.
Langsomste 3D-grafik i testen, og tastaturet er for upræcist.
Specifikationer
  • Processor: 2,6 GHz Intel Core i7-6700HQ (4 kerner, 8 tråde)
  • Grafik: Nvidia GeForce GTX 970M
  • Skærm: 15,6", 1920 x 1080
  • Hukommelse: 8 GB DDR4-ram, 3 GB video-ram
  • Drev: 256 GB SSD
  • Tilslutning: Mikrofon, hovedtelefoner (mini-jack), 3 x USB 3.0, USB-C, Ethernet, SD-kortlæser, HDMI, Mini DisplayPort
  • Mål: 41,6 x 5,3 x 31,8 cm
  • Vægt: 2,2 kg

 

Benchmarks

  • 3DMark 15: 6.548
  • 3DMark 11: 11.846
  • Geekbench 3: 11.857 (multi-core), 3.146 (single-core)
  • Browsermark: 6.783
  • Cinebench R15 OpenGL: 96,17 fps
  • HD Tach: 392,5 MB/s
  • Peacekeeper: 3:00 timer
forfatter

ASUS er elsket blandt spillere for deres ROG-serie (Republic of Gamers). Topmodellen G752 har vi imidlertid allerede testet tidligere. Derfor har vi denne gang bestilt den noget lettere GL502 fra ASUS’ splinternye Strix-serie til at deltage.

GL502 er en slank og – for spilcomputere – taskevenlig 15 tommers bærbar. Med en tykkelse på 23,5 mm og en vægt på 2,2 kg er den næsten i ultrabook-størrelse. Og det sorte aluminiumkabinet ville være diskret, hvis det ikke var for de neon-orange detaljer på låget.

Under låget er maskinen akkurat lige så diskret som udenpå. Den neon-orange, bagbelyste tekst på tasterne gør det let at ramme rigtigt i LAN-partyets mørke, og tasterne W, A, S og D er neon-orange. Tastaturet er i fuld størrelse, og der er også blevet plads til et smalt numerisk tastatur. Desværre har tasterne en upræcis, vrikkende vandring, der giver mindelser om ungdommens ZX Spectrum hjemmecomputere.

Ligesom på de øvrige i testen er skærmen i Full HD-opløsning (1920 x 1080 punkter), som lige nu er den perfekte opløsning til spil.

Processoren i GL502 er den samme som i de tunge maskiner: En Core i7-6700HQ på 2,6 GHz. Der er dog kun 8 gigabyte ram om bord. Det er i spilsammenhæng lige til øllet, men tilstrækkeligt, så længe du ikke prøver at lave tunge opgaver ved siden af. Forklaringen på den lave vægt og det kompakte ydre er grafikkortet, som er et GeForce GTX 970M og altså “kun” det næstkraftigste fra Nvidia. Det giver ikke helt samme ydelse i 3D-spil, men er til gengæld langt mindre effekt- og kølingskrævende.

Som den eneste i testen har GL502VT kun ét diskdrev om bord. En 256 gigabyte SSD giver hurtig opstart og indlæsning af programmer, men giver ikke plads til så mange store spil.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Benchmarks

Kompromiserne i GL502VT er åbenlyse, men hvad betyder de for ydelsen? En del, men mindre, end man skulle tro.

Annonce

I 3D-grafiktesten 3DMark 15 opnår GL502VT en score på 6.548. Det er halvt så meget som den titaniske MSI GT80, men sammenligner man med mindre ekstreme computere, så skrumper forskellen ind. I processortesten Geekbench 3 (3.146 i single-core, 11.857 i multi-core) er ASUS endda hurtigere end MSI, sikkert takket være en nyere generation af i7.

Samme mønster går igen i alle de øvrige hastighedstests. Kun i disktesten må ASUS se sig distanceret. En overførselshastighed på 392,5 MB/s er nok lynhurtigt, men kun en tredjedel af konkurrenterne.

I batteritesten Peacekeeper kørte GL520V i præcis tre timer, før maskinen slukkede. Det er langt bedre end MSI og Acer, men viser stadig, at tung spilgrafik og lang batteritid ikke går hånd i hånd.

 

Konklusion

ASUS Strix GL502VT er den mindste, letteste og billigste i testen. Den er også langsomst til 3D-spil, men stadig kraftig nok til at trække alle spil på markedet i dag, hvis man ikke for enhver pris vil spille med alle grafikindstillinger på højeste indstilling.

Hvis du ikke har et bundløst budget, der giver dig råd til at anskaffe både en gaming-pc og en anden bærbar til daglig brug, kan den være et perfekt valg. Det samme gælder, hvis du ikke er storspiller, men “bare” vil have en bærbar, der kan tackle de tungeste regneopgaver.

Også i denne test:

MSI GT80 Titan 2QE

Kompromisløs kæmpe

Teknologien er på flere måder af ældre dato. Men resultatet er imponerende.

Den hurtigste 3D-grafik til dato! Imponerende teknologi og et tastatur som ingen andre laptops.
Den er vanvittigt dyr, sindssygt stor og tung, og så larmer den som en støvsuger med turbolader!

Alienware 17

For professionelle dræbere

Nydelig og pertentligt effektiv fra yderst til inderst. Der er ikke en finger at sætte på Alienware. Det skulle da lige være for prisen.

Den ser lækker ud på en – for gaming-computere – diskret og underspillet måde. Og ydelsen er i top.
Du kan få samme hastighed for færre penge andre steder, og der er ikke noget optisk drev.

Acer Predator 17

Stærk debutmodel

Acer har meldt sig i ind i den lille kreds af gamer-pc-producenter.

Gennemført og overbevisende computer til storspillere. Man får virkelig meget ydelse for pengene!
Kort batteritid. Der findes endnu hurtigere computere, men de koster kassen!
Har du dette produkt?
Giv din karakter.
0 / 6

Your page rank:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

John Alex Hvidlykke

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Læs også: