Tado Smart Radiator Thermostat Starter Kit

Lad Tado styre varmen

Det er slut med at skrue op og ned for radiatoren, Tado klarer det selv.

tado Smarterlife 2 9198

(Foto: Producent)

Med smarte termostater skulle du kunne spare op til 31 procent på varmeregningen om året. Indstil dem til den ønskede temperatur og glem alt om dem. Desværre mangler radiatortermostaterne fra tyske Tado lige det sidste for at være rigtig smarte.

Førstehåndsindtrykket er ellers godt. De hvide termostater med LED-display er ganske nydelige at se på. Du kan både styre dem manuelt og via den medfølgende app. Desværre er der endnu ingen HomeKit-understøttelse, men Tado lover, at det kommer senere på året. Registrér din bridge på nettet, og de sender en ny, når den er klar.

Startvanskeligheder

Monteringen foregår ved, at man monterer en lille plastickrans dér, hvor den gamle termostat sidder. Du kan nu skrue Tado fast, hvorefter den kalibreres via app’en. Alt efter om termostaten er skruet helt tæt eller ej, kan denne proces godt tage noget tid. Vi skulle igennem flere frustrerende forsøg.

Den manglende HomeKit-understøttelse betyder bl.a., at Tado ikke ved, hvornår døre og vinduer står åbne, også kaldet “open window detection”. Du er derfor nødt til manuelt at slukke termostaterne, hver gang du lufter ud, for at undgå, at de tænder i et forsøg på at kompensere for varmetabet. Det er noget bøvl.

Her bemærker man samtidig, hvor meget de larmer, hvilket godt kan være lidt irriterende, hvis man sidder tæt på dem.

Konklusion

Ideen med smarte termostater er genial. De ved selv, hvor varmt der er i rummet, og tænder og slukker efter behov. Desværre er den manglende HomeKit-understøttelse og integration med resten af det intelligente hjem et kæmpe minus. Tado er enkle og lækre at se på, men først når de snakker sammen med resten af hjemmet, bliver de rigtig smarte. At de samtidig larmer lidt rigeligt, er dog til at leve med.

Læs videre
Exit mobile version