Huawei TalkBand B1

Headset i armbåndet

To fluer med ét smæk er tanken bag dette armbånd, som man også kan putte i øret!

Huawei Talkband 1

Huaweis aktivitetsarmbånd er – som navnet antyder – beregnet til lidt mere end aktivitetsmåling. Det er et Bluetooth-headset, der sidder i et armbånd, og tanken er, at man hurtigt skal kunne tage det lille headset (den sorte del) ud af armbåndet, putte det i øret og snakke forretninger, når telefonen ringer. Det virker rent faktisk, men er det også godt gennemtænkt?

Resultatet er det tykkeste af armbåndene i testen (14 mm), og selv om konstruktionen er robust – man skal trykke på præcis det rigtige punkt for at løsne Bluetooth-headsettet fra armbåndet – så har vi et stort problem med TalkBand B1. App’en er simpelthen for rudimentær. Den virker dog med Apples helse-app, hvis man bruger den. Armbåndet mister ofte Bluetooth-forbindelsen, men er på igen efter manuel tilslutning.

 

 

TalkBand overvåger, hvor mange skridt man tager, og hvordan man sover, men kan ikke meget mere andet. Man kan få en historik for perioden, men man kan ikke tilføje sin træning eller på nogen måde rette i oplysningerne. Det sidste ville ellers have været godt, da armbåndet tæller to timer liggende på skrivebordet som søvn og dermed giver os en flot, men misvisende søvnkvote for dagen.

Opsætningsguiden og selve app’en er til en vis grad skrevet på “engrish”, altså lidt svært forståeligt og komisk engelsk affattet af nogen med kinesisk baggrund. Indimellem er det ret irriterende, især når man prøver at lave fejlfinding. Og nogle gange er det charmerende, f.eks. et slogan om, at TalkBand B1 er “a good partner for your sport”, og når man ud over de anslåede kalorier får at vide, hvor mange skåle ris det modsvarer!

Som endnu en bekræftelse af ens fordomme er det i øvrigt den eneste software, der er prækonfigureret til, at man som bruger af hankøn vejer 60 kg.

 

Konklusion

TalkBand B1 er simpelthen for mærkeligt, og som armbånd betragtet er det for klodset. Hvorfor ikke bygge talefunktion direkte ind i armbåndet i stedet, så man bare skal løfte armen, når man er ude og gå eller jogge? Høretelefoner har de fleste i forvejen. Desuden er app’en sparsom og giver ikke meget overblik. Andet end en skridttæller med en underlig headset-funktion bliver det aldrig.

 

Læs videre
Exit mobile version