Zoom H6 er en kamæleon af en optager, hvor du kan klikke udvidelser og ændringer på efter behov. Du får to stereomikrofoner med i den solide transportboks: En med XY- og en med MS-konfiguration.
Kabinettet på H6 er af grå plast med en mat, silkeagtig overflade. Med sin firkantede form og sit batteri af trykknapper og drejeknapper ligner den næsten et stykke militært isenkram.
Hvis ikke de to medfølgende mikrofoner dækker behovet, kan du udvide med andre modeller. For ca. 1.000 kroner kan du købe en super retningsfølsom shotgun-mikrofon. Hvis du hellere vil bruge professionelle eksterne mikrofoner, kan du tilslutte fire styk direkte via balancerede XLR-stik. Og man kan – naturligvis – også tilkøbe en XLR-adapter, som kan klikkes på i stedet for mikrofontoppen. Endelig findes der et kamerakit, som gør det muligt at montere H6 på blitzskoen på et kamera og bruge den som lydoptager sammen med filmoptagelse.
Funktioner og betjening
H6 kan optage i seks kanaler på én gang. Enten tre stereospor eller et antal valgfrie spor. Man kan på seks trykknapper let bestemme, hvilke kanaler der skal optages i. At optage med flersporsteknik på en lommeoptager er ikke en let disciplin, men Zoom er tættest på at have gjort opgaven overskuelig.
Ligesom Tascam tilbyder Zoom-optageren at optage to kopier på én gang, hvor backupkopien er 12 dB lavere end hovedoptagelsen. På den måde er man – næsten – sikker på at komme hjem med en brugbar udgave i optageren.
Sådan lyder den
H6 er ikke en billig optager, og lydkvaliteten er derefter. Lyden er generelt behagelig og naturlig. Der er godt med luft i toppen og ingen betoning af nogen frekvensområder. Stemmegengivelsen er virkelig god og åben.
Rytmisk samspil lyder musikalsk og engagerende, og rumfornemmelsen på stemmer er fin. Der er dog stadig et stykke vej op til opløsningen hos den dyre Sony. I tæt samspil mellem kontrabas, piano og (mange) violiner flyder tingene lidt sammen i mellemtonen.
Konklusion
Zoom H6 ville være Batmans foretrukne PCM-optager. Ikke kun på grund af farven, men fordi man kan blive ved med at finde udvidelser frem fra bæltet og klikke dem af og på. Det gør den til testens suverænt mest alsidige optager. Især for dem, der har brug for at optage i flere kanaler. Og lyden er upåklagelig til prisen.